2014.08.27.Teolog Marie Hedegaard Thomsen. Tekst Marianne Luna Røndal. ©. Lars Aarø. Fokus

2014.08.27.Teolog Marie Hedegaard Thomsen. Tekst Marianne Luna Røndal. ©. Lars Aarø. Fokus

Kirkeklumme

: Brikker at flytte med

Af
Marie Hedegaard Thomsen,

sognepræst i Hadsten Storpastorat

Vi lægger puslespil for tiden. Ikke derhjemme - det er alt for bøvlet med små børn i huset. Brikker kan sluges og sandsynligheden for at ende med et fuldstændigt billede, ville hos os være cirka lig nul. Men vi lægger puslespil i Hadsten Sognegård. Menighedspuslespil. Først genopbyggede vi Notre Dame-kirken. Ikke sten for sten i Paris, men ved at lægge én brik ad gangen, for til sidst at stå med det færdige motiv.

De tusind brikker var igennem mange menneskers hænder hen over de uger, det tog at fuldende. Spillet har ligget frit fremme, så enhver kunne bidrage. Jeg selv kunne ikke gå forbi det uden at lægge mindst én. ”En brik om dagen holder lægen fra døren”…eller hvordan det nu er.

At samle et puslespil på tusind brikker giver selvsagt ikke en plads i historiebøgerne. Det er ikke den store bedrift i sig selv. Ikke noget, der giver en medalje. Men det har givet noget andet. Det har givet endnu en ting at være fælles om i sognegården. Noget så sjældent som et projekt, hvor alle kan være med.

Nogle kan sortere brikkerne, så det bliver lettere for andre at gå til. Andre har særligt talent for at finde netop dén brik, der mangler. Nogle går til opgaven med stor systematik. Andre finder mere eller mindre tilfældigt en brik at lægge på. Nogle har energien til at få projektet i gang. Andre har tålmodigheden til at få alle himmel-brikkerne til at passe sammen til sidst. Og selv dem, der mente, at de absolut ikke kunne lægge puslespil, ja, de bidrog med selskab, opmuntring og interesse undervejs.

I en tid hvor det fra mange sider kræves af os, at vi skal skabe alting selv. Ja, der har det været en sjældent stor fornøjelse at være en del af noget så banalt som at lægge et puslespil. Se motivet vokse frem brik for brik. Ikke fordi jeg selv har lagt alle brikkerne, men fordi jeg sammen med andre mennesker har bidraget til det samlede billede.

På afstand ser alle puslespilsbrikker ens ud. Og når de ligger hulter til bulter i kassen, er det svært at se, at de skulle have noget med hinanden at gøre. At de hver især skulle være vigtige for det samlede billede. At de skulle have en særlig funktion. Og ikke mindst at de skulle kunne hænge sammen med hinanden.

Når man går tættere på, ser man, at brikkerne har forskellige farver, nuancer, detaljer. Og når man kigger rigtigt efter og har haft den samme brik i hånden mange gange, ser man, at brikkerne har små variationer i faconen, som gør, at de passer helt perfekt ét sted men ikke et andet.

Man kan se og mærke, når en brik finder sin helt rigtige plads. Man kan ikke tvinge brikkerne til at passe sammen. Gør man det alligevel, går det galt i hele konstruktionen. En brik, der er tvunget ét sted, mangler et andet – og begge steder fungerer dårligt.

I puslespil - som med mennesker - kan det altid betale sig at gå på opdagelse i nuancerne. Som én engang så rigtigt sagde: ”Den, der ikke dur til noget, dur til noget andet”. Når vi forsøger at tvinge hinanden til at passe ind bestemte steder, gør vi vold på hinanden, og motivet – verden – bliver uskøn. Når vi derimod hjælper hinanden til at finde vores særlige plads, ja så bliver verden ganske enkelt smukkere.

Det gør godt at gå på opdagelse i nuancerne. Det gør godt at bidrage. Det gør godt at bygge op. Og så gør det virkelig godt at ”gøre noget unyttigt”, som vores Dronning sagde i nytårstalen.

Notre Dame blev genopbygget – som puslespil – og hvad så? Skulle det i glas og ramme, så alle kunne beundre værket? Så vi kunne klappe os selv på skuldrene for det færdige resultat? Nej, det blev pænt pakket sammen igen, så der kunne gøres plads til et nyt fælles projekt. Noget nyt at gå på opdagelse i. Denne gang kaster vi os over Peterskirken. Og alle er velkomne til at være med!

Måske er det færdigt, inden jeg kommer tilbage fra ferie. Det ville glæde mig. For hver en brik er en påmindelse om, at et menneske er standset netop dér, hvor jeg selv har min vante gang, for at bygge noget op i fællesskab med andre. Og det er der dyb mening i.

Publiceret 21 July 2019 10:00