One Hand Grand Man Can Slam Jam Band er klar til FestiSall.

One Hand Grand Man Can Slam Jam Band er klar til FestiSall.

Stolt formand: Ny scene efter 20 år

FestiSall kan i år fejre 20 års jubilæum. Det fejres med ny scene

FestiSall kan i år fejre 20 års jubilæum. Jubilæet markeres blandt andet med indvielse af den nye faste scene, som har været et brændende ønske for bestyrelsen de seneste mange år.

Som mange andre Sall-initiativer er scenen blevet en realitet ved masser af hårdt frivilligt arbejde samt midler fra diverse foreninger. Da Sall i 2018 blev årets landsby fulgte en check på 150.000 kr. til faciliteter, og en del af disse midler er anvendt til etablering af den nye faste scene.

FestiSalls formand Bjarne Frost Hansen er stolt over, at det er lykkedes at få den fine scene færdig til jubilæet:

"Det bliver en fantastisk gevinst både for FestiSall, for friskolen, for Beboerforeningen – og ja selv friplejehjemmet, som naturligvis også er velkomne til at komme og benytte den. Jeg er pavestolt over, at vi har formået at samle så mange frivillige hænder til projektet og få de økonomiske ender til at nå sammen via tilskud fra mange af byens foreninger, Landsbyrådet og LAG-midler," siger Bjarne Frost Hansen.

Dansksproget folkepop

Det er det århusianske band Drabant, der får æren af at indvie den nye faste scene i Sall.

Drabant med rødder i Thorsø er det første band på scenen.

Drabant med rødder i Thorsø er det første band på scenen.

Med inspiration fra pop- og folkemusik, hvor teksten og den gode melodi er i fokus, fornemmer man, at Drabant har hentet inspiration kunstnere som Folkeklubben, Kim Larsen, Allan Olsen og Lars Lilholt.

Spændende nyt og godt genhør

Som vanligt byder festivallen på et varieret program i mange genrer.

Blandt de nye navne i FestiSall sammenhæng finder vi kunstnere som Susan Von Magius og Henry Therkildsen.

Rapperen One Hand, der gennem mange år har optrådt på FestiSall, har i år taget sit band med. De har det meget mundrette navn: One Hand Grand Man Can Slam Jam Band, og det er første gang, at gæsterne får fornøjelse af at høre denne konstellation.

Allstars Band markerer 20 års jubilæet

I forbindelse med jubilæumsfestivallen er der sammensat et FestiSall Allstars Band, som optræder akustisk på den lille scene kaldet ”Harrys Corner”. Scenen er opkaldt efter den tidligere skoleleder, Harry Hyldgaard, som huserede, da Sall stadig var kommuneskole.

Det er i øvrigt mere end 10 år siden, idet friskolen i år kan markere sit 10 års jubilæum.

Discodans og Swing King

Hen på aftenen er der dømt disco- og funkfest, når Can You Feel It leverer hits af Jackson 5, Earth Wind and Fire, Phil Collins, Justin Timberlake og mange andre.

Aftenen slutter med legendariske ”Mr. Swing King”, der altid sikrer trængsel på dansegulvet (asfalten) med deres udødelige Gnags-klassikere.

Mr. Swing King får festen til Festisall til at svinge.

Mr. Swing King får festen til Festisall til at svinge.

Festivallen afholdes som altid den første lørdag i august - i år således lørdag 3. august.

Festisall program

  • 13.00-13.45 Drabant (Scenen)
  • 13.45-14.15 John Sharling (Harrys Corner)
  • 14.30-15.15 TaLeTid (Scenen)
  • 15.15-15.45 Gjerullf Rix (Harrys Corner)
  • 16.00-16.45 Kuko De Kobra (Scenen)
  • 16.45-17.15 Henry Therkildsen (Harrys Corner)
  • 17.30-18.15 One Hand Grand Man Can Slam Jam Band (Scenen)
  • 18.15-18.45 Susan Von Magius (Harrys Corner)
  • 19.00-19.45 Råstoff (Scenen)
  • 19.45-20.15 Nicolai Gideon (Harrys Corner)
  • 20.30-21.15 Rygtesprederne (Scenen)
  • 21.15-21.45 FestiSall Allstars akustisk (Harrys Corner)
  • 22.00-22.45 Can You Feel It (Scenen)
  • 22.45-23.15 Less Than Three (Harrys Corner)
  • 23.30-00.15 (natten over) Mr. swing King (Scenen)

Publiceret 01 August 2019 07:00