Publikum bar ham:

Hadsten-rytter blev nummer tre på sin egen bakke

Jeppe Aaskov Pallesen fra Hadsten gav sig lidt ekstra, da han torsdag kørte gadeløb på hjemmebane

Af
Kian Johansen

Hadsten "Det giver lige ekstra motivation, når publikum hepper på én og råber ens navn,"

22-årige Jeppe Aaskov Pallesen smiler lidt genert, da han fortæller om den støtte, som han fik på egen hjemmebane under Hadsten Gade Grand Prix torsdag aften.

Selvom tilråb og en del bekendtes støtte hjalp ham op ad Søndergade-Bakken i en time og derefter de obligatoriske ekstra fem omgange, så blev det til en tredjeplads, mens holdkammeraten fra Team ColoQuick, Steffen Munk Christiansen og Kasper Asgreen fra Deceuninck - Quick - Step tog første og andenpladsen.

Alligevel var det en stolt Jeppe Aaskov Pallesen, der med sikkerhed har taget turen op ad Søndergade-Bakken flere gange end de 26 år Hadsten Gade Grand Prix har eksisteret.

"Ved det seneste løb fik jeg en femteplads og nu en tredjeplads, så må det jo blive en førsteplads næste gang, jokede Jeppe Aaskov Pallesen, inden han kunne kramme familie og venner, efter at han under sejrsceremonien drillende var blevet oversprøjtet med champagne af sin holdkammerat.

"Det var dejligt at køre på hjemmebane, nu glæder jeg mig til at køre Postdanmark Rundt, det har været et par gode uger inden, især med Gadeløbet her i Hadsten," lød det.

Sorte skyer truede på himlen flere gange, men Hadsten og Søndergade-strækningen slap med en mindre byge, umiddelbart efter at løbet og vinderne var kåret.

Med næsten 300 gæster i fanzonen, en rekord i nyere tid, og en del publikummer, især centreret langs Søndergadebakken og svingene kunne Hammel Cykle Klub glæde sig over, at opbakningen til løbet ikke svigtede, selvom det er flyttet til midten af august, væk fra sommerferien.

Andreas Brandt Aidel fra Thorsø fik en skuffende sidste plads.

Publiceret 16 August 2019 11:45