Kommunen vil give støtte til el-delebiler i boligforeninger, grundejerforeninger og i landsbyer, elcykler til udlån og omstilling til kommunale elbiler i eksempelvis hjemmeplejen. Allerede i 2013 brugt Favrskov Kommune elbiler. Arkivfoto

Kommunen vil give støtte til el-delebiler i boligforeninger, grundejerforeninger og i landsbyer, elcykler til udlån og omstilling til kommunale elbiler i eksempelvis hjemmeplejen. Allerede i 2013 brugt Favrskov Kommune elbiler. Arkivfoto

Transporten skal være grønnere i Favrskov

I de kommende måneder sætter Favrskov Kommune nye projekter i søen, der skal få flere til at køre i elbil og på elcykel.

ENERGI Siden december har et midlertidigt udvalg i Favrskov Kommune sat fokus på, hvordan Favrskov kan mindske CO2-udledningen, skabe mere miljøvenlig transport og forbedre den offentlige transport. Der har været et særligt ønske om at fokusere på initiativer, der hurtigt kan omsættes til konkrete tiltag.

Nu har Favrskov Byråd godkendt udvalgets anbefalinger, der blandt andet byder på støtte til el-delebiler i eksempelvis boligforeninger, grundejerforeninger og i landsbyer, elcykler til udlån og omstilling til kommunale elbiler i eksempelvis hjemmeplejen.

Søren Gade (A) er formand for det midlertidige udvalg for kollektiv trafik og miljørigtig transport. Han tror på, at Favrskov bevæges i en grønnere retning, når projekterne er gennemført.

"Det har været vigtigt for os at fokusere på initiativer, der relativt hurtigt kan komme ud og virke i den virkelige verden. Det er el-delebilordningen et godt eksempel på, og jeg håber, at borgerne vil tage godt imod den," siger Søren Gade i en pressemeddelelse.

Også næstformand i udvalget, Kurt Andreassen (V), ser frem til, at initiativerne kan blive til virkelighed.

"Jeg er glad for de initiativer, vi har udpeget, og som hele byrådet nu har godkendt. Nu skal vi have sat nogle skibe i søen, så borgerne kan få lettere adgang til grøn transport," siger Kurt Andreassen.

Kommunen vil fremadrettet give tilskud til fællesskaber (eksempelvis landsbyer, boligforeninger og grundejerforeninger), der går sammen om en el-delebil fra AURA. Her finansierer Favrskov Kommune ladestanderen, til landsbyer, der kan stille mindst fem frivillige chauffører til rådighed i forbindelse med en el-delebil fra AURA. De frivillige chauffører skal stå til rådighed i dagtimerne for de medborgere i landsbyen, der har behov for transport. Også tilskud til etablering af offentlige AURA el-delebiler er blandt ideerne.

-feldt

Publiceret 17 August 2019 09:00