Debat:

Færre tvungne tests i Favrskovs folkeskoler

Birgit Liin (V), medlem af Favrskov Byråd og borgmesterkandidat for Venstre i Favrskov, formand for Børne- og Skoleudvalget, Hvidtjørnevej 3, Laurbjerg 8870 Langå

I Favrskov Kommune skal en skoleelev igennem et betydeligt antal tests i løbet af et skoleliv. Nogle af disse tests er bestemt fra nationalt hold, mens andre er besluttet af skolen eller læreren. I Favrskov Kommune har man dog tidligere politisk bestemt, at de frivillige nationale tests i dansk også skulle være obligatoriske for eleverne. Når man politisk griber ind i selve undervisningen på den enkelte skole og bestemmer, at der er bestemte tests, som skolerne skal bruge, skal man have en meget god begrundelse for det.

Der er intet, der tyder på, at eleverne generelt bliver dygtigere af at blive testet via de frivillige nationale tests. Tværtimod kritiseres testene for at spytte resultater ud, som vinden blæser. Vigtigst er måske, at en del elever oplever testregimet som en stressfaktor – og det gælder særligt, hvis man som elev ikke kan gennemskue, hvorfor testen viste et bestemt resultat, og hvad man ville kunne forbedre.

Venstre ønsker en folkeskole, hvor elevernes glæde ved at lære er central, og hvor vi respekterer skolernes frihed til at tilrettelægge undervisningen efter lokale pædagogiske behov. Det er ikke alt, byrådet skal blande sig i. Og det er vigtigt, at test ikke gennemføres for testens skyld, men fordi den har en værdi for elever og lærere.

Derfor er jeg meget glad for, at Børne- og Skoleudvalget netop har besluttet, at de frivillige nationale tests i dansk ikke længere skal være obligatoriske for skolerne. Samtidig opfordrer vi skolebestyrelserne til at overveje, om der er behov for principper for test på den enkelte skole.

Publiceret 18 August 2019 07:30