Sognepræst Lise Thorbøll Melchiorsen / Hadsten Storpastorat Foto: Gitte Volsmann

Sognepræst Lise Thorbøll Melchiorsen / Hadsten Storpastorat Foto: Gitte Volsmann

Kirkeklumme:

Hvordan genopbygger man et land?

Af
sognepræst Lise Thorbøll Melchiorsen / Hadsten Storpastorat

Klumme Et besøg hos boghandleren en varm sommerdag får mig til at studse over, at de bøger jeg tilfældigt trækker ned fra hylderne, synes at have et fælles tema: Hvordan genopbygger man sit land. Eller som teksten bag på Rune Lykkebergs bog ”Vesten mod vesten” lyder: Hvordan kan det være, at Vesten, der har overvundet alle rivaler og præsteret frihed, fred, lighed, velstand og fremskridt, ingen havde regnet for muligt, er ved at tabe til sig selv?

Tabe til os selv? Er det virkelig det, vi er ved?

Bag på forfatteren Jens Smærup Sørensens bog ”Refleksioner” bemærker han, at i og med, at vi har sat den kristen kultur ud på sidelinjen, har vi i stedet bildt os selv ind, at vi er noget nær ulastelige og derfor overladt til evindelige selvbebrejdelser. ” .. og således er vi, i al snusfornuftig verdslighed, blevet hellige og agerer som fundamentalister til alle tider.”

Det lader altså til, at forfatterne maner til selvransagning: Hvem er det egentlig vi er, og hvad vil vi med det liv, som vi har fået; her – hvor vi er sat til at leve det?

I flygtninge- og indvandrerdebatten har vi skullet lære ordet repatriering, der betyder at vende tilbage til sit hjemland. Fra kommunerne kan der ydes såkaldt repatrieringshjælp til dem, der ønsker at flytte permanent tilbage til deres tidligere hjem- eller opholdsland.

Og i debatten hører vi igen og igen ét bestemt argumentet for, at denne repatriering bør finde sted: At det er menneskers pligt at tage tilbage til deres hjemland, når det er sikkert nok, for at hjælpe med at genopbygge det.

Det har jeg tænkt en del over. For hvad betyder det egentlig, sådan i praksis, at genopbygge sit land? Og i forlængelse heraf: Hvad gør jeg, der er så privilegeret at være født her i Danmark, for at genopbygge eller opretholde mit hjemland? Hvad er mit bidrag?

Jo, jeg betaler min skat. Jeg betaler min skat og læner mig tilbage i forventning til, at så kører det hele som det skal. Hullerne i vejene bliver lappet, min søn får kvalificeret undervisning i skolen, jeg kan tage til læge, når jeg har brug for det, og når jeg en dag ikke længere trækker i præstekjolen, får jeg udbetalt min pension. Men er det det? Er det nok?

I den kristne kulturs grundfortællinger, (som Jens Smærup Sørensen altså advarer om, at vi er ved at give slip på), er hvert enkelt menneske stillet over for en opgave, der aldrig kan færdiggøres og derfor bliver et levevilkår: At leve, så livet bliver dyrebart for det andet menneske; uanset hvem det menneske så måtte være. En opgave, der aldrig kan færdiggøres, fordi vi i mødet med vores næste aldrig kan nå til et punkt, hvor vi kan sige: Nu har jeg gjort nok! Vi kan altid gøre mere, og den erkendelse kan være både en forbandelse og en velsignelse. En forbandelse, når vi helst bare vil passe os selv; en velsignelse, når vi mærker andre tage hånd om os og glæden ved at dele livet med andre. Jeg glæder mig over, at dette grundvilkår synes at have grobund i den måde vi for det meste lever sammen på. Jeg møder i hvert tilfælde igen og igen mennesker, for hvem det er en naturlig måde at leve på. De kan slet ikke lade være.

Men at opbygge et land handler også om at holde litteraturen og kunsten og musikken i højsæde, så vi sammen kan sætte ord på det liv vi ønsker for hinanden: Hvor gør det godt og hvor gør det ondt / hvad gør os trygge og hvad er vi bange for / hvordan føles kærligheden / hvilke traditioner holder os sammen / hvad er det i det hele taget vi har til fælles? Disse overvejelser og samtaler er også helt essentielle for at holde sammen på et land, så vi kan bruge den frihed, fred, lighed, velstand og fremskridt, som vi har kæmpet så hårdt for at opnå – og som vi åbenbart forventer andre skal kæmpe for, der hvor de nu er sat til at leve.

Så hvis vi ikke skal tabe os selv til vores værste fjende – os selv, fordi vi ikke var opmærksomme nok på, at også vi hver dag skal genopbygge dette land og dette samfund og holde det ved lige, så skylder vi hinanden og os selv i det mindste at være bevidste om det.

Publiceret 18 August 2019 10:00