Kjeld B. Nielsen

Kjeld B. Nielsen

Stafet for livet tændte lysene i øjet

Af
Kjeld B. Nielsen

sognepræst Hinnerup Kirke

klumme Lørdag 24. august havde jeg fornøjelsen af at skulle holde talen ved lysceremonien i forbindelse med arrangementet 'Stafet for livet', som Kræftens Bekæmpelse stod bag.

Jeg kendte ikke arrangementet i forvejen, og det var derfor en ny verden, der åbnede sig for mig, dér i skumringen på sportspladsen ved Bavnehøjskolen i Hadsten, mens stjernerne tændtes på sensommerhimlen.

Virksomheder og organisationer havde stillet med hold til at løbe og gå en stafet over 24 timer med fokus på fællesskab, oplysning og indsamling af penge.

Tre vigtige elementer, når det handler om at kæmpe mod kræften.

Fællesskab, fordi det handler om ikke at være alene i kampen.

Viden, fordi handler om at blive klogere på både at forebygge, behandle og tackle kræft.

Og penge, fordi handlinger også koster ressourcer.

Et sidste element ved arrangementet var lystændingen, hvor papirposer med lys og personlige dedikationer blev opstillet i form af Kræftens Bekæmpelses logo, og lysene i poserne blev tændt.

Lysene symboliserede minderne og håbet.

Fællesskab, oplysning og penge, det er alt sammen noget, som gode mennesker kan mobilisere.

Men håbet? Hvor kommer håbet fra?

Jeg tror, at håbet hænger sammen med lyset.

Og jeg brugte følgende eksperiment til at sandsynliggøre det med: Engang havde jeg et hold konfirmander med inde i et tusmørkt kapel ved højlys dag.

Vinduerne er tapet til med karton.

Så tog jeg en knappenål og prikkede et lille hul i kartonen for vinduet. En lillebitte lysstråle trængte ind og gjorde, at man kunne se hinanden. Lyset havde en stor magt over mørket.

Hvis man lavede eksperimentet om natten, hvor man modsat havde lyset tændt i kapellet og så tog kartonen af vinduerne. Ville mørket så vælde ind i lokalet og overmande mørket? Nej. Det ville det ikke.

Lyset er i sit væsen stærkere end mørket, og det har en stor indflydelse på os.

Derfor bruger vi også tit stjernerne på himlen som lys og erindring om de mennesker, som har betydet mest i vores liv.

Når solen skinner, kan alt være lyst og klart, og man kan klare alting selv. Men når mørket falder på, så kommer melankolien, ensomheden og sorgen.

Men netop i mørket er det, at vi ser lyset fra stjernerne. Lyset fra de mennesker, der har betydet noget for os og kan vise os vej, mens vi er her på Jorden.

Og så er stjernerne, lysene på himlen, tegn på, at verden er meget større, end vi kan fatte eller se.

Og på pladsen dér ved Bavnehøjskolen, dér havde jeg mødt vores kirkesanger Karina, og hun sang efter talen 'Du, som har tændt millioner af stjerner'.

Og så lyste ikke kun stjernerne på himlen, men også stjernerne i deltagernes øjne.

Publiceret 08 September 2019 10:00