Der var mange flere mennesker til Hammel Hestemarked end dette foto viser. Men når vandet kom, trak folk ind under teltdugene. Og Tivoli kørte ufortrødent til glæde for de unge. Foto: Michael Wulff

Der var mange flere mennesker til Hammel Hestemarked end dette foto viser. Men når vandet kom, trak folk ind under teltdugene. Og Tivoli kørte ufortrødent til glæde for de unge. Foto: Michael Wulff

Dagen derpå:

Hammel Hestemarked var en våd affære men uden større problemer

Efter fire dages festligheder i Hammel kunne ledelsen gøre status.

Af
Michael Wulff

HAMMEL Tunge regnbyger kom i en lind strøm ind over Hammel Hestemarked især lørdag. Men det fik ikke folk til at blive væk, fortæller hestemarkedets formand Per Bøving mandag formiddag.

"Det ser ud som om, vi er kommet i mål med samme antal gæster som sidste år, det vil sige 40-45.000."

Regnen gjorde dog oprydningen søndag ekstra omkostningstung, da mange kræmmere skulle have hjælp til at komme væk fra mudderet.

"Vi har ofret ekstra midler på at lægge flere køreplader ud, men alt i alt er vi kommet godt igennem, selv om det var tungt arbejde søndag aften."

Stille hestemarked

De ekstra kontrollører, som Hammel Hestemarked havde på plads i år, har ikke haft nævneværdige episoder. Heller ikke selvom poser med egne drikkevarer ikke måtte medtages på pladsen.

"Kontrollørerne mødte de unge helt oppe ved indgangen. 'Se lige at få drukket ud,' hørte jeg dem sige til de unge. Der var en fornuftig dialog, men også mange som fik deres poser sat i depot. Det har så sparet os for rigtig meget svineri på pladsen," siger Per Bøving.

Hvepsestik

Ulykker har begrænset sig til hvepsestik, hvor ambulancen lige måtte omkring Thorsvej og markedspladsen for at hjælpe til.

"Jeg mener, det har været et godt hestemarked - trods regnen. Og jeg fornemmer, at vi kommer igen i 2020," siger formanden med et smil.

Den populære Kapsejlads vender også tilbage. Det kunne man læse allerede søndag på Lokalavisen Favrskovs facebook, hvor tovholder og speaker Rune Askov bebudede, at det her var han klar til igen.

I 2020 vil det være 48. gang, at Hammel Hestemarked slår sine telte op.

Publiceret 09 September 2019 11:00