Nu fylder Aksel 80 år.

Nu fylder Aksel 80 år. "Og så længe du kan fløjte efter pigerne, føler du dig ikke gammel. Men når du ikke ved, hvorfor du fløjter, så ... nå, det skal du ikke skrive." Foto: Michael Wulff

80 år: Aksel har hele verden som arbejdsplads

En kendt Søften-borger kigger tilbage på et spændende liv

Af
Michael Wulff

SØFTEN Han kommer slæbende med tre store kurve fyldt med æbler.

"Dem har jeg lige hentet ovre hos min søn Anders, der bor lige i nærheden," siger Aksel Godtfred-Rasmussen, der torsdag 12. september fylder 80 år. Det er ikke lige til at se.

"Nu skal jeg lave æblemost."

Vi er i villaen i Æbleparken (!) i Søften, naboen er vandværket, men det er ikke en helt almindelig snart 80-årig, jeg besøger. Det står hurtigt klart.

Sønderjyde i hjertet

Aksel Godtfred-Rasmussen blev født i den lille landsby Alslev nær Løgumkloster.

"Ja, og jeg er sønderjyde, stadigvæk," siger han og trommer med fingrene i bordet.

Han kom i landsbyskole med de 14 andre fra området. Alle gik i samme klasse, selvom alderen gik fra 7 til 14 år.

"De yngste sad bagerst, og så rykkede du frem, når du blev ældre. Men jeg lærte da at regne og skrive."

Aksel blev som 14-årig sendt i arbejde.

"Jeg kom på det lokale mejeri, men havde lyst til at se noget andet, og så kom jeg til Fyn."

"Derovre var der kornmarker, og køerne græssede her," siger Aksel, som flyttede til Søften i 1970 med Dora.

Holdt øje med russerne

Her fik han handelsskole og Dalum Mejeriskole, hvorfra han blev udlært i 1959.

Værnepligten blev aftjent i kystbefæstningen, hvor der blev holdt øje med russiske krigsskibe, når de passerede danske farvande. Og da marinesoldaten Aksel satte kikkerten fra sig for sidste gang, drog han mod Tønder.

"Det var her, jeg mødte Dora. På Arnaa Mejeri. Hun vaskede flasker, og jeg var nyuddannet mejerist."

Men Aksels udlængsel slog igen til. Der var pludselig et opslag, hvor der blev søgt to mand til at starte et mejeri op i Kuwait.

"Og jeg fik den ene stilling og rejste derned. Sproget dengang var en blanding af dansk, engelsk, arabisk - og sønderjysk. Det gik fint. Efter tre år dernede tog jeg hele turen hjem i bil."

Nu var lysten til at se og arbejde i verden for alvor vakt. Aksel Godtfred-Rasmussen fik job i FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) og blev sendt til Mombasa i Kenya.

Aksel har på det tidspunkt fortsat kontakt med Dora, der nu er flyttet fra Sønderjylland til Aarhus for at blive narkosesygeplejerske.

"Hun kommer ned til mig i Mombasa, og så bliver vi forlovet. Hun var Palmernes skygge, plejer jeg at sige."

Får hus i Søften

I 1970 bliver de to gift i Danmark og flytter sammen i Doras sygeplejebolig i Aarhus.

"Vi kigger på hus i Søften, men mine kolleger i Aarhus spørger, hvad jeg dog vil helt derude på landet. Der var også køer og kornmarker, hvor der i dag er by."

Foreninger giver netværk

Midt i firserne foreslår Aksels nabo, at de opretter en lokal afdeling af Rotary. I dag er Aksel Godtfred-Rasmussen stadig aktiv i foreningen, når de holder møder i Hinnerup.

"Hvis du som tilflytter vil lære folk at kende, så meld dig ind i en forening. Du får så meget nemmere ved at få kontakter."

Han gik på pension fra sit eget firma i 2006, men startede så igen noget op. I dag hedder det AR Consulting, som rådgiver mejerier i udlandet.

"Jeg har altid haft det fint med folk i Mellemøsten og Afrika. Jeg tager selv fat, når jeg er derude, det giver respekt, for de har ikke været vant til, at den hvide mand selv gjorde noget. Og jeg vil have arbejdet gjort her og nu," siger han og trommer ekstra kraftigt i bordet.

Aksel Godtfred-Rasmussen er beriget med to børn: Anders og Dorthe, som bor i Grundfør. Tilsammen har de skænket ham seks børnebørn.

Publiceret 11 September 2019 11:00