Debat:

Besparelser på ældreområdet i sigte

Charlotte Green (K) byrådsmedlem, Favrskov

Debat I maj og juni stemte et flertal af byrådet for at spare næsten 700.000 kroner på ældreområdet. Udvalgsformanden lod forstå, at området var velpolstret. Ja, det var svært at bruge pengene. Derfor kunne de godt dække hullet på handicapområdet.

Med et stigende antal ældre fandt Det Konservative Folkeparti det vanskeligt at se, at det kunne være rigtigt og foreslog derfor at lade pengene blive i ældreområdet. Nu nærmere virkeligheden sig så, og på det kommende byrådsmøde advares byrådet om et hul i kassen på 2,8 millioner kroner på netop ældreområdet. Det, synes vi, er manglende omhu og respekt for vores ældre. Især fordi vi fra konservativ side allerede i foråret har rejst bekymring for, om der var penge nok i ældreområdet til hele året. Nu er pengene sparet væk, og der er mindre til at dække hullet.

Vi ønsker ikke besparelser på ældreområdet, og kan kun beklage, at et flertal i byrådet har ønsket at spare der. Vi foreslår, at man sparer på andre områder, hvor det ikke går ud over ældre og handicappede borgere.

Publiceret 11 September 2019 12:31