Søften Erhverv er et af de stærke erhvervsområder i Favrskov Kommune, der dog er trafikalt udfordret. Pressefoto

Søften Erhverv er et af de stærke erhvervsområder i Favrskov Kommune, der dog er trafikalt udfordret. Pressefoto

Favrskov går syv pladser tilbage i erhvervsklima

Kommunen indtager en 17.-plads i Dansk Industris opgørelse

erhverv Favrskov indtager en 17.-plads i dette års udgave af Lokalt Erhvervsklima, der er Dansk Industris opgørelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er et fald på syv pladser siden sidste år.

Men virksomhederne i Favrskov er faktisk en smule mere tilfredse end sidste år, og faldet skyldes derfor, at andre kommuner også har forbedret sig, skriver Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.

"Favrskov er en drøngod erhvervskommune, og når tre ud af fire virksomheder gerne vil anbefale andre at komme dertil, er grundvilkårene i orden. Det kan vi også se på, at der er meget stor tilfredshed med kommunens erhvervsskatter, såsom affalds- og byggesagsgebyrer," siger formand for DI Østjylland Anders Strange i pressemeddelelsen.

Der bliver ikke opkrævet dækningsafgift i Favrskov. Og evnen til at tiltrække borgere og virksomheder til kommunen bliver vurderet til at være blandt landets bedste.

Bedre infrastruktur

Samtidig opfordrer DI-formanden Favrskov til at gå i dialog med virksomhederne om de områder, hvor der er plads til forbedringer.

Her er forbedringer af infrastrukturen og dermed fremkommeligheden for medarbejdere og varer højest på virksomhedernes ønskeseddel.

På de næste pladser følger adgang til arbejdskraft og effektiv sagsbehandling.

Borgmester i Favrskov Nils Borring er glad for analysens overordnede billede af Favrskov som erhvervskommune. Han slår samtidig fast, at byrådet vedvarende lytter til erhvervslivet, så det også fremadrettet er godt at drive virksomhed i Favrskov.

"Vi er fortsat en af landets bedste kommuner, når det drejer sig om at sikre, at der er kvalificeret arbejdskraft til rådighed. Og hele 73 procent af virksomhederne i Favrskov vil anbefale andre virksomheder at drive virksomhed her. Det, synes jeg, er et flot resultat," siger borgmesteren i pressemeddelelsen fra Favrskov Kommune.

I Favrskov har 64 virksomheder svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer 2.522 arbejdspladser, hvilket svarer til cirka 20 procent af de privat beskæftigede i kommunen.

jesl

Publiceret 12 September 2019 07:50