Flere af nørklegrupperne i Dansk Røde Kors's afdelinger i Favrskov er i fuld gang med at lave små hjerter, som du kan købe. Dermed skaffer vi penge til den årlige julehjælp i Favrskov. Foto: Kian Johansen

Flere af nørklegrupperne i Dansk Røde Kors's afdelinger i Favrskov er i fuld gang med at lave små hjerter, som du kan købe. Dermed skaffer vi penge til den årlige julehjælp i Favrskov. Foto: Kian Johansen

Hjerte til Hjerte:

Vi samler ind til julehjælpen i Favrskov

Dansk Røde Kors Favrskov og Lokalavisen Favrskov samler ind til dem i vores lokalsamfund der trænger til en hjælpende hånd

Af
Kian Johansen

Indsamling Du vil snart kunne se fysiske tegn på, at Dansk Røde Kors i Favrskov og Lokalavisen Favrskov forsøger at nå dit hjerte.

Vi kalder kampagnen 'Hjerte til Hjerte' og formålet de kommende måneder er at samle ind til Dansk Røde Kors' lokale arbejde med at hjælpe værdigt trængende familier. i Favrskov.

Og blandt andet få midler nok til den årlige julehjælp, der i 2018 gav knap 150 familier fra vores område et tiltrængt løft i deres knap så søde juletid.

Udsatte børn på ferie

Hvert år bruges der penge på at sende udsatte børn og unge fra Favrskov på ferielejre og her vil Røde Kors i Favrskov gerne kunne donere penge til 50 pladser, der hver koster 3.000 kroner.

Så der er nok at bruge penge på.

Hjerte til Hjerte

Derfor lancerer Lokalavisen Favrskov og Dansk Røde Kors Favrskov en ny, lokal indsamling, kaldet ''Hjerte til Hjerte'. Du vil møde de hjemmelavede hjerter i forskellige sammenhænge, mens vi på Lokalavisen Favrskov også arbejder med forskellige måder til at samle ind på.

Støt direkte på Mobilepay

Du kan støtte direkte ved at indbetale et valgfrit beløb via Mobilepay på nummer 17 14 28.

Og du kan også møde Dansk Røde Kors under Hinnerup Messen søndag 15. september og under Hadsten Messen den sidste søndag i oktober. Her vil du kunne støtte lokalt ved at købe små hjerter for et mindre beløb. Vi kalder dem 'Hjerte til Hjerte'.

Hjælpen er alvor

"Vi er altid med på at gå ind i samarbejder. Det er ikke altid at vi kan klare det hele selv lokalt. Vi håber, at vi sammen med Lokalavisen Favrskov og alle borgerne i Favrskov, kan nå ud til endnu flere folk, der kan hjælpe, eller skal hjælpes. Vores hjælp til folk er jo alvor. Vi kan mærke, at når folk får vores hjælp, så har det en enorm betydning for dem," siger Margit Larsen, der er formand for Dansk Røde Kors' Favrskov kommunekreds.

Pengene går til Dansk Røde Kors Favrskovs lokale arbejde og vi på Lokalavisen Favrskov følger med i, hvordan det går med indsamlingen.

Vi vil undervejs også fortælle om nogle af de mennesker, der vil få et tiltrængt løft gennem vores lokale indsamling her i Favrskov.

Vi håber, at vi alle sammen kan give noget - 'Hjerte til Hjerte'.

FAKTA

Sådan kan du hjælpe

Send et valgfrit beløb på Mobilepay til 17 14 28.

Pengene går direkte til Dansk Røde Kors i Favrskov.

Publiceret 12 September 2019 10:00