Billederne fra ulykken er taget af Helle Hornbeks søn, der kørte lige bag det ældre ægtepar, da ulykke skete. Bilen til venstre er den parkerede bil. Bilen øverst til højre er ægteparrets.
Billederne fra ulykken er taget af Helle Hornbeks søn, der kørte lige bag det ældre ægtepar, da ulykke skete. Bilen til venstre er den parkerede bil. Bilen øverst til højre er ægteparrets.
Privatfotos
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politiet reagerede ikke på advarsler før Ødum-ulykke: "Det er simpelthen ikke godt nok"

Bil blev ikke fjernet, selvom Helle Hornbek advarede politiet om fare for en alvorlig ulykke. Østjyllands Politi lægger sig fladt ned

”Ældre ægtepar kørte ind i parkeret bil”

Sådan lød en overskrift på en artikel på FavrskovPostens hjemmeside i mandags. Den kan du læse her.

Artiklen var skrevet ud fra Østjyllands Politis døgnrapport, der meldte, at bilen var blevet parkeret i vejkanten på Landevejen ved Ødum ved 12-tiden søndag, og at der hverken var advarselstrekant eller havariblink. Ifølge politiet kørte ægteparret, der heldigvis ikke kom alvorligt til skade, ind i bilen klokken 16.32.  

Læser Helle Hornbek fra Astrup har dog en helt anden udlægning.

”Det, politiet skriver, er simpelthen ikke sandt," siger hun til FavrskovPosten.

Først og fremmest mener hun ikke, at Østjyllands Politi har ret i, at uheldet skete klokken 16.32, men i hvert fald en time senere, hvor det var bælgmørkt. Det ved hun, fordi hendes ældste søn kørte bag ægteparret, da det gik galt. Derudover er det ifølge hende direkte løgn, når politiet skriver, at bilen blev parkeret ved 12-tiden.

Hun var nemlig selv ved at brage ind i den tidligt søndag morgen.

"Min søn arbejder på OK-tanken i Ødum, og ham kørte jeg på arbejde, så han kunne møde klokken 06.30. Fem minutter før holder bilen ude på Landevejen med alle fire hjul på vejen cirka 300 meter før Ødum-krydset. Den er sort, møgbeskidt og umulig at se i mørket, og jeg var så tæt på at køre ind i den,” fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Spirituskontrol i Østjylland: Over 400 køretøjer kontrolleret

Da chokket havde lagt sig, kørte Helle Hornbek hjem. Senere på dagen er hun ude på strækningen igen.

”Da min søn har fri klokken 12, kører jeg ned for at hente ham igen, og der står bilen der stadigvæk. Så klokken 12.04 ringer jeg til politiet og fortæller dem om bilen og mit nærved-uheld, og at det bliver mega farligt, når det bliver mørkt. Jeg forklarer vagthavende, at det er fuldstændig umuligt at se den, når det bliver mørkt. Han siger, at de vil gøre noget ved det, så jeg gør ikke mere," fortæller hun.

Da mørket har lagt sig over Ødum, går det galt.

”Mellem 17.30 og 18 får jeg at vide af min anden søn, 19-årige Rasmus, at der skete en ulykke, da han skulle ned på tanken for at hente fløde. Han kørte lige bagved og så ægteparret banke ind i bilen. Så det skete overhovedet ikke klokken 16.32," understreger hun.

Helle Hornbeks opkald til Østjyllands Politi. Første opkald er klokken 12.04 søndag. Sidste opkald sker klokken 17.52 søndag aften efter ulykken.
Helle Hornbeks opkald til Østjyllands Politi. Første opkald er klokken 12.04 søndag. Sidste opkald sker klokken 17.52 søndag aften efter ulykken.

Har haft travlt

Herefter ringer Helle Hornbek igen til Østjyllands Politi

”Fordi jeg simpelthen blev så vred. Omstillingen fortæller, at de har fået mange henvendelser om den bil, og bagefter får jeg fat i vagthavende og forklarer, at jeg simpelthen ikke kan forstå, at de ikke gør noget i næsten seks timer, når jeg har ringet og sagt, at der er en ekstremt farlig situation."

Meldingen fra vagthavende er, at man har haft travlt.

LÆS OGSÅ: Indbrud ved Hinnerup og Hadsten

”Det er bare ikke godt nok. Man kan ikke have så travlt, at man ikke kan ringe til Falck eller et andet firma og få flyttet den bil. Det er godt nok heldigt, at det her ægtepar, som i øvrigt sagde til Rasmus, at de lige havde afleveret deres barnebarn, ikke kommer værre til skade. Det er den gamle landevej mellem Aarhus og Randers, og der bliver kørt stærkt. En halv time efter ulykken var bilen fjernet. Det kunne man lige så godt have gjort tidligere. Der er ingen grund til, at det her sker," harcelerer Helle Hornbek, som nu har klaget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

”For jeg er virkelig vred over det. Det er meget muligt, man har travlt, men så travlt kan man ikke have. Slet ikke når man får at vide, at der er en farlig situation."

Politiet: Vi skulle have reageret

Til FavrskovPosten afviser Østjyllands Politi, at man har forsøgt at skjule noget, da man skrev om ulykken i døgnrapporten.

Pressemedarbejder Jakob Christiansen fortæller, at man fik anmeldelsen om ulykken 16.32, men erkender, at der kan være sket fejl. For det var ejeren af bilen, der fortalte, at han parkerede bilen klokken 12.

I forhold til ikke at få bilen fjernet lægger man sig fladt ned.

"Jeg har fundet hendes opkald, og hun har fuldstændig ret i, at hun advarer os om bilen ved middagstid. Vi forsøger efterfølgende at få fat i ejeren til bilen. Det lykkedes desværre ikke, og så skulle vi selvfølgelig have ageret og få den bil fjernet," siger Jakob Christiansen, som beklager forløbet.

"Vi er jo rigtig glade for, når borgere tipper os om sådan nogle ting, så det ærgrer os selvfølgelig, at vi ikke har reageret godt nok på den henvendelse."

Hun føler jo ikke, I tager hendes advarsel alvorligt, og hun får samtidig at vide, at andre har ringet ind.

"Det gør vi. Vi prøver jo at få fat i ejeren, men det er klart, at vi skulle have reageret hurtigere og få den bil fjernet, så den ikke var til fare i trafikken. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvor mange der har ringet ind om bilen. Men der er ingen tvivl om, at vi skulle have reageret."

LÆS OGSÅ: Ministeren: Ingen tiltrådt aftale med Favrskov Kommune

I har som minimum fire timer til at reagere. Er der nogen logisk årsag til, at I ikke gør det?

"Nej. Der sker hele tiden en afvejning og prioritering i forhold til, hvor man skal sende patruljer hen. Her er det ikke blevet prioriteret højt nok at få fjernet den bil."

Men kræver det ikke bare et opkald?

"Typisk vil vi, hvis vi ikke kan få fat i ejeren, sende en patruljevogn ud og vurdere situationen, og derefter ville vi have fået en ekstern samarbejdspartner til at afhente den. Men der blev desværre ikke sendt en patruljevogn. Normalt skal vi prioritere sådan en henvendelse, og det skal vi give os selv en påmindelse om," lyder det fra Østjyllands Politi, som samtidig sender en opfordring ud til bilister, der må efterlade deres bil ved en vej.

"Vi vil ikke fralægge os noget ansvar. Slet ikke. Men det her er også en kraftig påmindelse til bilisterne om, hvor vigtigt det er at få afmærket sin bil, hvis man går i stå. Man skal huske advarselstrekanter og havariblink, ellers kan der opstå meget farlige situationer."

Publiceret: 07. December 2017 10:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt