Kim Rafn har siden 2006 fået sin tømrervirksomhed til at vokse fra én mand til elleve. Foto Kian Johansen

Kim Rafn har siden 2006 fået sin tømrervirksomhed til at vokse fra én mand til elleve. Foto Kian Johansen

Gazelle:

"Det handler om troværdighed"

Gazelle-tømrer Kim Rafn kan ikke give entydigt svar på stor vækst. Trofaste kunder, troværdighed og gode folk, lyder hans bud

Da tømrermester Kim Rafn for et stykke tid siden fik at vide, at hans firma var blevet kåret som Gazelle af Børsen fik han tilbuddet om at dukke op til et møde på Sabro Kro for at møde andre gazeller, blive hædret og høre nogle foredrag.
"Men jeg tog ikke af sted, for jeg havde nogle jobs vi skulle have afsluttet. Det var vigtigere end at sidde dér fire timer og få en kop kaffe," fortæller den 32-årige tømrermester fra Hinnerup med et skuldertræk.
Hinnerup-drengen med en typograf-far og skoleopvækst på Haldum Hinnerup Skolen etablerede sit eget firma i 2006.
Siden er firmaet vokset fra én svend, til nu at have 10 ansatte: en kontordame, en bygningskonstruktør, seks svende og to elever i lære. Et samarbejde med en tømrermester fra Gedved endte med, at han i 2010 købte hans Aarhus-afdeling og dermed hurtigt voksede fra tre ansatte til fem i 2011 og nu til de ti ansatte med hovedkvarter i Åbyhøj.

Trofaste kunder

"Vi lever af udbud og efterspørgsel og trofaste kunder," lyder buddet på, hvorfor hans firma har vækstet så meget gennem årene. Det er primært køkkener, nye vinduer og renoveringer af ejendomme, som hans 10 ansatte omsætter til vækst.
En del af omsætningen kommer også fra tjansen med at rykke ud for forsikringsselskaber og give et bud på, hvad en skade kan genoprettes for. Her vælger mange hans bud uden at kende ham i forvejen.

At sætte den rette pris

Det er svært at finde et entydigt svar på, hvad der har givet Rafn Tømrer-& Snedker APS den store vækst, men under samtalen med den jordbundne tømrer bliver det klart, at lønsomhed, slid og en trang til hele tiden at sammenligne leverandørernes priser og leverancedygtighed, indhente tilbud hjem, være god til at prissætte og at levere til tiden måske er en stor del af succesen. Og så ydmyghed og ordentlighed.
"Det handler om at opføre sig pænt, at rydde op efter sig på byggepladsen. At starte ude ved kunden fra morgenstunden og i videst mulig omfang blive der til opgaven er løst, i stedet for at køre rundt i byen. Det er for dyrt."
Og så i høj grad om at vende tilbage til kunden hurtigt, mener manden, der på bare syv timer har modtaget 60 opkald og måske foretaget 80 opkald i alt. Og arbejdsdagen er ikke færdig endnu, fortæller han inden han kysser konen og sønnen farvel, nye opgaver venter.

Publiceret 17 November 2012 11:30