TV:

Udspekulerede tricktyve slog til i Hammel

30.000 kroner forsvandt fra konto efter afluring af pinkode

Af
Af Michael Wulff

En kvinde fra Hammel blev tirsdag morgen ringet op af sin bank, der gjorde opmærksom på, at der sidst på mandagen var hævet 30.000 kroner fra hendes konto. Først da banken ringede, opdagede kvinden, at hendes Dankort ikke længere lå i pungen, som hun troede.
Herefter blev kortet spærret, og Nærpolitiet i Hammel kontaktet.

Indkøb i Fakta og Matas

Kvinden, Sonja Vestergaard fra Mosevej i udkanten af Hammel, har indvilget i at fortælle sin historie til FavrskovPosten.
”Jeg var taget på indkøb. Da jeg var færdig i Fakta og skulle betale, skete det med mit Dankort. Jeg plejer ikke at skilte med min pinkode, og jeg lagde heller ikke mærke til nogen mistænkelige personer i nærheden, mens jeg betalte.”
Sonja Vestergaard tog også en tur i Matas, inden hun kørte hjem til landejendommen på Mosevej.

Jagthunden var ikke hjemme, da tricktyvene kom forbi. Desværre.

Jagthunden var ikke hjemme, da tricktyvene kom forbi. Desværre.

Skiftede tøj på vejen

Politiassistent Jesper Poulsen fra Nærpoliti Hammel har set overvågningsvideoen hos Fakta. Her fremgår det, at der, da Sonja Vestergaard betaler, står en kvinde, ca. 160 cm høj i lyst tøj samt en mand i pæn jakke, cowboybukser og iført mørke briller i kø sammen med kvinden.
”Han aflæser efter al sandsynlighed pinkoden på dette tidspunkt,” mener Jesper Poulsen.
Sonja Vestergaard kommer hjem til ejendommen på Mosevej, parkerer bilen og begynder at sætte varerne ind i bryggerset.
”Pludselig står der en kvinde udenfor på gårdspladsen. Hun taler engelsk, jeg lader som om jeg ikke forstår, men hun vil have mig til at skrive på en blok, hvor busstationen er.”
Sonja Vestergaard forsøger at få kvinden, som er meget smuk med sort hår og hestehale og tilsyneladende helt alene og iført en rød bluse, til at forlade gårdspladsen.
”Jeg tror, det er den samme kvinde som i Fakta, hun har blot skiftet tøj på vej derud,” siger Jesper Poulsen, som fra Mosevej har fået et signalement, der stemmer med videoen fra Fakta.
 

Jesper Poulsen, Nærpoliti Hammel.

Jesper Poulsen, Nærpoliti Hammel.

Kun Dankortet forsvinder

Sonja Vestergaard følger den fremmede kvinde helt op mod vejen og kommer derfor væk fra døren til bryggerset. Det har manden fra Fakta-videoen udnyttet og er ubemærket smuttet ind og har fjernet Dankortet – og kun det, mener politiet.
”Så opdager man jo ikke et tyveri med det samme, og tricktyvene får tid til at hæve penge,” siger Jesper Poulsen.
Han opfordrer kraftigt til, at man beskytter sin pinkode, når man handler.
Udover de 30.000 kroner, som tricktyvene nåede at hæve, har de også flyttet penge fra Sonja Vestergaards opsparingskonto og over på lønkontoen, som Dankortet er knyttet til.

Publiceret 08 August 2017 18:00

Lokalavisen Favrskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Favrskov
SENESTE TV

13-årig iværksætter tog på messe i Hadsten

Mens mange voksne vægrer sig ved at prøve kræfter med livet som selvstændig erhvervsdrivende, har Max Hammerum på kun 13 år ikke den slags hæmninger.

Det viste han tydeligt på en virksomhedsmesse i Hadsten. To 3D-printere tegner med en sagte summen de tynde konturer op til noget, der senere bliver til en udstiksform til småkager. Max Hammerum fra Hadsten er iværksætteren med den simple men geniale idé at fremstille kageformene efter kundernes individuelle ønsker. Han var en af 12 udstillere på en lille virksomhedsmesse i Hadsten Erhvervspark, der blev afholdt for kort tid siden.

”Jeg fik ideen sammen med min lillebror, Villads, da vi skulle til at have hund, og vi selv ville bage hundekiks til den. Vi vidste, at den hedder Luca, og det var Villads, der fik ideen med at få navnet med i udstiksformen og, at den skulle 3D-printes,” husker Max Hammerum.

Respekt for iværksætter

Siden tænkte han og Villads, at der nok var andre, som kunne tænke sig en helt egen udstiksform. Det var kort før jul sidste år og efter at have fået en hjemmeside om produktet, begyndte ordrerne at tikke ind. Og det i en grad, så produktionen ikke kunne følge med, og drengene måtte sige nej til kunder. Efter jul gik salget helt i stå, men har sidenhen rettet sig til et stabilt leje.

”Jeg er dybt imponeret over Max. Ham har jeg respekt for. At han gør det, selv om han kun er 13 år. Jeg synes, det var et vildt spændende arrangement med meget forskellige udstillere. Jeg er kom for at netværke og blive inspireret og få ideer til, hvis jeg senere skal bruge noget,” forklarer Katrine Juul.

Hun er sikkerhedskonsulent hos Verisure og var inviteret af den ene af arrangørerne, Andreas fra Rønnow Grafisk, som hun kender, fra dengang hun selv var iværksætter. Hun har ikke sluppet drømmen om at være selvstændig, og hun ved, at hun en dag kan få brug for et stærkt netværk, hvis hun skulle vove at forsøge sig igen.

Næste år endnu vildere

”Min filosofi er, at hvor folk mødes, sker der noget. Derfor lavede vi den her inspirationsbuffet. Vi gør det for at netværke, og vi vil gerne netværke for dem, vi handler med. Og så vil vi selvfølgelig vise vores gæster den brede flade af det, vi leverer,” fortæller Andreas Rønnow Petersen, indehaver af Rønnow Grafisk.

På trods af en del afbud i sidste øjeblik, hvilke han tilskriver det solrige vejr, og at virksomheder generelt har travlt, noterer Andreas sig, at hans inspirationsbuffet blev velbesøgt. Cirka 300 gæster og udstillere har man efterfølgende talt op. Det er fjerde år, Rønnow Grafisk holder arrangementet og første gang med andre udstillere. Og succesen vil fortsætte:

”Vi gør det absolut igen til næste år, og det kommer til at vokse. Næste år bliver det endnu vildere!” lover Andreas Rønnow Petersen.