Motorvej E45 ved Aarhus bliver ofte ramt af uheld. Her er det ved en tidligere ulykke.
Motorvej E45 ved Aarhus bliver ofte ramt af uheld. Her er det ved en tidligere ulykke.
Arkivfoto: Michael Wulff
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Spøgelsesbilist kom direkte imod: Kvinde væltede i undvigemanøvre på E45

En kvinde på vej til arbejde i Hadsten kom onsdag galt afsted efter dramatisk uheld på motorvej

En kvindelig bilist på 44 år - på vej til arbejde i Hadsten - måtte onsdag morgen trække hårdt i rattet for at undvige en modkørende spøgelsesbilist på Østjyske Motorvej E45 ved Aarhus kort før rasteplads Blankhøj i nordgående retning.

Kvinden væltede ud i grøften og måtte med ambulance til tjek på skadestuen. Ifølge avisens oplysninger er hun ikke alvorligt tilskadekommen.

Ulykken skete ved 07.30-tiden, fortæller kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.

Lastbil får standset manden

"Vi får flere meldinger fra bilister på motorvejen, der har set denne spøgelsesbilist. Det viser sig, at det er en 73-årig dement mand, som fra Odder-kanten er kørt sig en tur tidlig onsdag morgen," siger Jakob Christiansen.

Politiet bliver også kontaktet af familien til den demente, som frygter for hans køretur.

"Den demente mand kommer kørende i sydgående retning ved Blankhøj og den store udfletning til Herning-motorvejen. Kvinden kommer sydfra og tager en hård undvigemanøvre, som gør, at hun vælter ude i grøften i højre  side af motorvejen."

Kvinden bliver bragt med ambulance til sygehus, mens den demente mand fortsætter sydpå.

"Ved motorvejs-firkløveret får en lastbilchauffør standset den demente mand og får ham vendt i den rigtige retning."

Politiet har på dette tidspunkt fået kontakt til manden via hans mobiltelefon. Han bliver bedt om at stoppe med det samme, men manden er ikke i stand til at fortælle, hvor han befinder sig.

"Vi får ham til at beskrive omgivelserne, og ud fra det finder en patrulje frem til ham. Der holder han ved firkløver-udfletningen."

Jakob Christiansen fortæller, at lastbilchaufføren, der fik stoppet bilisten, også har været afhørt af politiet. 

Den demente mand kom ikke noget til og blev kørt hjem til sin kone i hjemmet ved Odder. Hans bil blev ikke ramt ved ulykken få minutter tidligere. 

Konen har forklaret til politiet, at hendes demente mand åbenbart var stået op i løbet af natten og havde fundet nøglen til bilen.

 

Publiceret: 27. December 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt