De bedste ungdomshold i basketball gæster Hadsten i weekenden

Der er rig mulighed for at komme og se basketball i Hadsten i den kommende weekend. Lørdag og søndag ankommer de bedste baskethold fra Vestdanmark for at afgøre de endelige placeringer i deres rækker i denne sæson.

Stævnet går under navnet, ”Final Four”, da det er de bedste fire hold i hver række, der inviteres til at spille. Det sker i både U14- og U16-rækken, mens der i U12-rækken spilles et lidt større stævne.

I alt bliver der spillet 32 kampe fordelt på både Hadsten-Hallen og hallen i Favrskov Gymnasium. Det nyrenoverede cafeteria i det nye idrætscenter tages i brug for første gang og kommer uden tvivl til at summe af liv.

”Det er fantastisk, at vi kan holde et stævne som det her i Hadsten. Det kræver en rigtig stor indsats af vores bestyrelse, trænere og forældre – og de har stået i kø for at hjælpe. Det er altså skønt”, siger formand for HSK Basketball, Thomas Møller.

De første kampe starter lørdag kl. 10.00, mens de sidste pokaler overrækkes søndag kl. 17.30.

Publiceret 17 April 2018 13:45

SENESTE TV

Så er der litteraturaften om 'Lykke-Per'

Bøger Så er der litteraturaften med mag.art. Thomas Damm, som vil fortælle om bogen 'Lykke-Per' i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek.

"Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans "Lykke-Per" genopvækkede sidste år interessen for en af dansk litteraturs største romaner. 'Lykke-Per' beskriver brydningerne mellem gammelt og nyt, tradition og teknik, tro og videnskab, og det gør den levende og aktuel også for nutidige læsere," skriver Hinnerup Bibliotek i en pressemeddelelse.

"Pontoppidan fortæller om en brydnings- og opløsningstid der på mange måder minder om vores i dag, men han kommer ikke med entydige løsninger. Noget af det fantastiske ved at læse "Lykke-Per" er de mange nuancer Pontoppidan giver sine personer. Det er aldrig sort/hvidt," ," forklarer Thomas Damm,

Thomas Damm, der er uddannet litteraturhistoriker arbejder til daglig som bibliotekar i Galten. Litteraturaftenen finder sted tirsdag 29. januar i Uhresalen kl. 19.30. Det er gratis at deltage. Dog skal man selv printe billetter via favrskovbib.dk eller henvende sig på et af Favrskovbibliotekerne.