Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sprogskole med kandidater, musikere og advokater

Nils Borring finder sin mobil i lommen og scroller frem til en arabisk kommentar på sin Facebook-side. Med hjælp fra Fatima og Rodar fra Syrien finder han ud af, at teksten handler om at være til festival i Danmark.

Det er torsdag 8. juni, og borgmesteren har fundet vej til Favrskov Sprogskole i Hadsten for at blive klogere på, hvad der foregår på stedet.

I Ungehuset får 40-50 unge undervisning. De er cirka dobbelt så hurtige til at gennemføre uddannelsen som de ældre kursister, der tager cirka 2,5-3 år om nå gennem alle modulerne på danskuddannelsen.

Skolen har også et hold for traumatiserede flygtninge, hvor det tager lidt længere tid at komme igennem et danskforløb, fordi mange af kursisterne lider af krigstraumer og PTSD.

Kandidat i statistik

Almas fra Syrien har sneget sig med indenfor for at give hånd til borgmesteren. Hun forklarer ham, at hun har en kandidatgrad i statistik og landbrug, men skal kunne læse og skrive bedre dansk, så hun kan gennemføre en master.

På Integrationsværkstedet øver kursisterne sig i at skrive CV, de lærer om det danske arbejdsmarked og om, hvordan de kommer i gang med at arbejde i Danmark.

“Hvad kan du så skrive på dit CV?” spørger Nils Borring en gruppe mænd og får at vide, at én har arbejdet på en Beneton-tøjfabrik, én var advokat, og én kunne arbejde med en masse ting.

Kan du skaffe praktik?

Ahmad fra Iran har stået i udkanten af mennesker og holdt øje med borgmesteren. Han læner sig mod den daglige leder på sprogskolen, Vibeke Feddersen, og spørger, om borgmesteren ikke lige kan skaffe ham en praktikplads.

Hun svarer, at han hellere må spørge borgmesteren selv.

Nils Borring lytter med interesse til den unge mand, der er uddannet musiklærer i Iran og har spillet i stororkester.

Ahmad vil gerne have, at kommunen hjælper ham med tre måneder mere i praktik i Aarhus.

Nils Borring fortæller ham, at kommunen har sin egen musikskole i Hadsten og ønsker ham held og lykke med at få det, han ønsker.

Publiceret: 18. Juni 2017 06:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Favrskovposten

ANNONCER
Se flere