Planen er at rive centerbygningen ud mod Godhåbsvej ned, så SuperBrugsen kan forlænge butikken på den tomme plads. Arkivfoto
Planen er at rive centerbygningen ud mod Godhåbsvej ned, så SuperBrugsen kan forlænge butikken på den tomme plads. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

SuperBrugsen tæt på køb af del af center

Projekt til 22,2 mio. kr. giver 500 kvadratmeter ekstra til SuperBrugsen og nyt liv til Hammels forretningsliv

Af Hanne Bliksted

I snart fire år har flere af butikkerne i Tema Centret i Hammel stået tomme, men nu er der langt om længe udsigt til, at der sker noget der. SuperBrugsen er tæt på at underskrive aftalen med centrets ejer TopDanmark om at købe en del af butikscentret og udvide butikken med ca. 500 kvadratmeter.

SuperBrugsen skal foruden udvidelse af sin egen butik også betale for nedtagning af den overdækkede gågade samt renovering af facaden på den del af centret med blandt andet Sportmaster, som bevares. Prisen for hele projektet er på 22,5 mio. kr.

Købet er dog betinget af Favrskov Kommunes godkendelse, og projektet kommer i nabohøring i starten af 2018.

Arbejdsplan

SuperBrugsens uddeler René Sørensen glæder sig over, at der nu er en plan for rækkefølgen af opgaverne, så træningscentret Loop og Centerkiosken generes mindst muligt.

”Vi starter med at fjerne overdækningen på gågaden, derefter renoveres facaden på centret, så Loop og Centerkiosken så at sige kan flytte over på den anden side. Først derefter kan vi begynde at fjerne centerdelen ud mod Godthåbsvej og forberede udvidelsen af SuperBrugsen,” siger han.

SuperBrugsen får 500 kvadratmeter ekstra, så butikken bliver på i alt 1.400 kvadratmeter. Indgangen flyttes mod Voldbyvej, og der etableres et lille torv og p-pladser ved den nye indgang.

”Det er en meget stor mundfuld for en selvstændig brugsforening om vores, men vi skal tro på fremtiden, og det bliver et rigtig flot center, når det hele står færdigt i sensommeren 2019,” siger René Sørensen.

Nye projekter

Han glæder sig over, at der er flere projekter i gang i byen.

”Midtjysk Boligforening starter snart på at bygge boliger i den gamle Alta-butik på Nørreport, Rødkjær Biler har bygget ny stor udstillingshal, og også i Dommerparken er man startet på at bygge,” lyder det optimistisk fra René Sørensen.

God omsætning

Trods en ombygning med nyt indgangsparti og nyindretning i 2013, mangler SuperBrugsen plads. I 2015 købte SuperBrugsen lokalerne efter den lukkede Nordea, og det gav plads til en ny slagterafdeling og nye personalelokaler. Men ikke mere plads i selve butikken.

SuperBrugsen i Hammel har de seneste tre år omsat for godt 80 mio. kr. pr. år. Overskuddet har hvert af de tre år været på godt 1.3 mio. kr. Og indregnet i det gode resultat for 2016 var der også 'småinvesteringer' for i alt 700.000 kr. René Sørensen, som i april kunne fejre 20 års jubilæum som uddeler i Hammel, forventer ikke, at udvidelsen af butikken også vil betyde flere arbejdspladser.

Publiceret: 13. December 2017 13:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Favrskovposten

Bøger