Julian Toldam Juhl sidder tre timer i sit bur. Virgin on Tour hedder happeningen, der besøger Hammel en fredag aften.
Foto: Kian Johansen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

TV: Jomfru i kunsthappening: "Det er som at se på aber i bur"

Efter at Julian Toldam Juhl stiger ind i et bur, får det følelser frem i Hammel

"Det er fedt, at det sker i Hammel. Det er ikke så tit, der sker nogle kultur-ting, der er uden for de faste rammer. Der er pæne malerier og pæne skulpturer, men der kommer ikke en mærkværdig mand til Hammel ret ofte. Der er kommet en del for at se det," Gitte Maj Nielsen fra Hammel fortæller, hvad hun synes om manden i buret.

Julian Toldam Juhl sidder der i buret i tre timer, mens mørket falder på. Nuancerne i blå og violet skifter i takt med, at mørket sænker sig. Hvid og uskyldig. Han er angiveligt jomfru på 30 år. Støttet af Statens Kunstfond drager han Danmark rundt for at vise sin happening; Virgin on Tour.

Biler tøffer forbi

En halv time før han ankommer i hvid limousine, ligner Hammel sig selv en fredag aften klokken 20.30. Biler tøffer forbi rundkørslen ved kirken, en hundelufter lunter forbi og to drenge passerer Marsk Stigs Kro på vej hjem.

Men stille dukker få personer op ved rutebilstationen, og snakker stille om det, der snart skal ske.

Så kommer den hvidklædte og blege mandsperson. Stille og andægtigt følger bodyguards ham op i buret og minutter efter flås det hvide klæde af buret. Her sidder han så i tre timer på sin pind, mens farverne skifter til dybere toner i blå og violet, i takt med at mørket sænker sig. Flere og flere dukker op for at se manden i buret. Snakken går, også om alt andet end kunst og en jomfru i bur. Der er en hyggelig stemning.

Flere og flere dukker op denne fredag aften, for at se på jomfruen i buret. Langt over 30 personer har været forbi i den times tid, FavrskovPosten besøger P-pladsen ved Hammel rutebilstation.
Flere og flere dukker op denne fredag aften, for at se på jomfruen i buret. Langt over 30 personer har været forbi i den times tid, FavrskovPosten besøger P-pladsen ved Hammel rutebilstation.

Aber i bur

"Det er lidt som at se aber i bur. Og så er det jo et menneske. Det er rørende, smukt og også... mærkeligt," siger Vithard Willumsen, strikkeprinsen fra Hammel, der er dukket op for at se det sælsomme syn.

"Det er fedt det er i Hammel. Sådan et projekt her vil man kunne se i Aarhus eller København, men normalt ikke i 'provinsen'. Kunsten hører også til herude, så det syntes jeg er fedt," siger strikkeprinsen.

"Det siger lidt om ensomhed. Det virker uvirkeligt," siger Gitte Maj Nielsen, der undrer sig over, at jomfruen i buret har fået sådan en tovlig ide. Men hun mener det er godt, at det er kommet til Hammel.

"Det er rart der kommer noget til Hammel, som vi kan diskutere og kigge på. Vi er flere der samles. Det er rart der sker noget mere kulturelt," mener Sophia Devine fra Hammel, inden hun krammer veninderne og tager hjemad mens mørket sænker sig over Hammel.

Hun forlader jomfruen i buret, der bliver siddende til midnat, mens farverne bliver dybere og dybere i nuancerne.

Publiceret: 12. August 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Favrskovposten

ANNONCER
Se flere