Mand forulemper kvinder på Hadbjergvej

En mand er tilsyneladende begyndt at forulempe kvinder der passerer gående på Hadbjergvej i Hadsten. To kvinder har netop forklaret politiet i Hadsten at de i tre tilfælde er blevet kontaktet af en mand. En 41-årig kvinde, der har løbet strækningen med en uges mellemrum er to gange blevet stoppet af manden, der hver gang har spurgt om vej til Voldum og stillet sig tæt på hende. Den første gang kørte han i en mørk personbil af sedan-typen, i anden omgang kørte han i en orangerød Pickup med hardtop. Den anden kvinde blev passet op af manden mandag 4. januar og spurgt om hun ville med i biografen. Manden beskrives som: 180-185 cm høj, 25-35 år, almindelig af bygning, med lyst hår og med store mellemrum mellem tænderne. Eventuelle henvendelser kan ske til Hadsten Politi på 86 98 25 50.

Publiceret 06 January 2010 11:06