Arkivfoto

Arkivfoto

Bil kørte en tur i haven

Solouheld medførte betydelig materiel skade

Da bilen kom ind gennem hækken, vågnede jeg. Sådan sagde en beboer på Lille Thorupvej i Ulstrup til politiet efter et solouheld lige over midnat tirsdag.

En bilist, der kom kørende på Lille Thorupvej, blev åbenbart overrasket over sving og glat føre. Bilisten mistede i hvert fald herredømmet over sit køretøj, der først påkørte et elskab på vejen, derefter fortsatte bilen gennem hækken til ejendommen på Lille Thorupvej 17, hvor et legehus i haven blev nedlagt.

Det fik dog ikke bilisten til at give op, for vedkommende fortsatte med at køre rundt i haven længe nok til at beboeren, der var vågnet brat, kunne nå at aflæse nummerpladen. Bilen forsvandt ud gennem hækken igen og satte kurs mod Randers.

En politipatrulje kørte kort tid efter hen på den adresse i Ulstrup, hvor bilens nummerplade hører til. Her traf de en 31-årig mand, som var uforstående over det passerede. Han havde ikke selv været ud og køre, forklarede han betjentene, der nu vil prøve at klarlægge omstændighederne nærmere.

Publiceret 11 January 2011 11:00