Østjyllands Politis vagtcentral holdt trådene samlet i den store politijagt natten til onsdag. To rumænere blev anholdt efter fire timers eftersøgning. Arkivfoto: Jens Panduro

Østjyllands Politis vagtcentral holdt trådene samlet i den store politijagt natten til onsdag. To rumænere blev anholdt efter fire timers eftersøgning. Arkivfoto: Jens Panduro

To rumænere anholdt efter stor politijagt

Den ene gerningsmand fanget nær Aarhus, 15 kilometer fra gerningstedet ved Hadsten

To mænd bliver onsdag formiddag fremstillet ved Retten i Randers sigtet for forsøg på indbrud i en villa i Selling øst for Hadsten natten til onsdag.
Østjyllands Politi foretog anholdelse af de to rumænske mænd i forbindelse med en anmeldelse om forsøg på indbrud i en villa på H.C. Andersens Vej i Selling nær Hadsten.
Anmeldelsen indløb til alarmcentralen klokken 0.22, og der blev straks sendt flere politipatruljer til området, der ligger tæt ved motorvej E45.
Ved politiets ankomst blev det oplyst, at to mænd var flygtet fra stedet til fods, mens en var flygtet i bil.

Kold eftersøgning

To hundepatruljer begyndte straks at søge efter de undløbne gerningsmænd, og den ene patrulje fik ikke langt fra gerningsstedet kontakt med en 22-årig rumænsk mand i et udenlandsk indregistreret køretøj.
Han blev anholdt kl 0.40, mens flere andre hundepatruljer fortsatte med at søge efter de to til fods. Den ene havde taget en vestlig retning, den anden løb østpå.
I fire kolde timer, hvor temperaturen flere steder var på den anden side af minus 10 grader, søgte hundepatruljer, der afløste hinanden,  over en strækning på cirka femten kilometer. Sporet blev ved at være varmt.
Klokken 4.45 kunne en af disse hundepatruljer så melde til politiets radiotjeneste, at den havde foretaget anholdelse af en 19-årig rumænsk mand, der opholdt sig ved Trigevej/Vestermøllevej nord for Aarhus.
Begge de anholdte bliver fremstillet ved Retten i Randers kort før middagstid onsdag, oplyser Nærpolitiet i Hadsten.

Publiceret 12 December 2012 09:45