Arkivfoto.

Aggressiv mand iført dannebrogsflag fornærmede og truede betjent

En opsigtsvækkende episode fandt onsdag aften sted i Hammel

En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag klokken 21.25 kaldt til Østergade i Hammel, hvor patruljen tidligere på aftenen havde været forbi efter anmeldelser om en mand, der havde smadret en rude samt havde løbet rundt og slået på alt, hvad han kom forbi. Manden havde i første omgang forladt stedet, men var altså tilbage igen.

Da patruljen vendte tilbage til stedet, kunne de på afstand høre høj musik og utydelige, aggressive råb. Betjentene fandt en 46-årig mand, der blot var iført joggingbukser og et stort dannebrogsflag over skuldrene. Den 46-årige blev opfarende og truende ved synet af politiet.

Han råbte ukvemsord efter betjentene og blev i første omgang anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det gjorde kun den 46-årige endnu mere aggressiv, og han truede patruljen på livet og kaldte betjenten for flere ukvemsord. Den 46-årige blev derfor desuden sigtet for trusler og fornærmelser mod politifolk.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

jwh

Publiceret 28 November 2019 11:45