Brand på Mejlbyvej i Røved.

Brand på Mejlbyvej i Røved. Øxenholt Foto

Voldsom brand i stort hus: Ild brød gennem taget

Hus er svært brandskadet og ubeboeligt efter brand 2. juledag

Af
Jeppe Rafn

Torsdag aften omkring klokken 21.45 blev politi og brandvæsen kaldt ud til en brand i et hus på Mejlbyvej i landsbyen Røved mellem Hadsten og Hornslet.

"Det var et stort stuehus på omkring 250 kvadratmeter med beboelse i underetagen og et stort loftsrum. Da vi kommer frem, ryger det ud af alle huller. Det var meget varmt og havde brændt længe, så vi havde ingen mulighed for at stoppe branden," fortæller Jørgen Hansen, indsatsleder fra Beredskab og Sikkerhed.

"Det brænder mest i køkkenet, der ligger i midten af huset, og mens vi er derude, bryder ilden gennem taget og overtænder hele midterafdelingen."

Der var ingen hjemme, men ejeren kom hjem kort tid efter brandvæsnets ankomst, fortæller indsatslederen.

Øxenholt Foto

Beredskabet rykkede ud med to autosprøjter og to tankvogne, og otte mand fra Hadsten og seks mand fra Hornslet var involveret i slukningsarbejdet, der varede omkring fire timer og var slut cirka klokken 01.45.

"Den midterste del af huset er udbrændt, og det er røgskadet i begge sider. Huset vil ikke være beboeligt i et godt stykke tid," fortæller indsatslederen.

Mejlbyvej var afspærret, og trafikken blev ledt udenom Røved for at give arbejdsro.

Taget på huset består formentlig af asbestplader, så brandfolkene havde støvmasker på, når de var tæt på taget, og der blev tilkaldt en velfærdscontainer fra Grenaa. Den er udstyret med rene dragter, så brandfolkene kunne skifte de asbestforurende dragter ud og sende dem til vask.

Skadesservice har lukket bygningen og skal samle asbest sammen i dag, oplyser indsatslederen.

Publiceret 27 December 2019 10:50