Mænd med kokain anholdt i Hadsten

En kontrol førte til en større fangst af forskellige stoffer

Artiklens øverste billede
Arkivfoto.

Hadsten En patrulje fik mandag klokken 17.18 øje på tre mistænkelige mænd, der stod tæt sammen ved et par biler på en p-plads på Kirkevej i Hadsten.

Betjentene steg ud af bilen for at finde ud af, hvad mændene lavede, og da de kom tæt på, kunne de lugte hash. Mændene blev derfor visiteret, og bilerne ransaget.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En 37-årig mand havde en mindre mængde kokain på sig, og han blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

En 26-årig mand havde både noget hash og kokain på sig samt en digitalvægt med kokainrester og nogle salgsposer.

De fund fik betjentene til at anholde og sigte den 26-årige for narkosalg, og den lejlighed han bor i, blev ransaget. På adressen fandt politiet flere salgsposer med kokainrester i, nogle tusinde kroner i kontanter og flere ting, der indikerede, at den 26-årige solgte stoffer.

Den tredje mand fra p-pladsen fik ingen sigtelser, da han ikke havde noget ulovligt på sig.

ksa

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen