Ung mand anholdt efter voldsom biljagt fra Aarhus til Søften

En 21-årig mand bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør, efter han fredag blev anholdt i forbindelse med en biljagt, der endte i Søften

Artiklens øverste billede

Det gik voldsomt for sig, da politiet fredag jagtede en 21-årig mandlig bilist, som kørte hasarderet fra den nordlige del af Aarhus til Søften.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten i forbindelse med, at manden lørdag fremstilles i grundlovsforhør i retten i Randers.

Den 21-årige mand blev anholdt fredag klokken 18.08 efter en længere biljagt, som startede ved Brendstrupgårdsvej i Aarhus N. Herefter forsøgte den 21-årige mand med høj hastighed at flygte fra politiet. Han kørte i den forbindelse flere gange over for rødt, og så kørte han med høj hastighed i byområder og på landevejene, før politiet fandt mandens bil efterladt på vejen Omega i Søften. Kort derfra blev den 21-årige mand fundet gående, og politiet konstaterede, at han var i besiddelse af bilens nøgler. Han blev derfor anholdt og sigtet for adskillige overtrædelser af færdselsloven og for at forvolde fare for de øvrige trafikanter.

Politiet har fået en del henvendelser fra vidner, som indgår i efterforskningen, oplyses Østjyllands Politi desuden i døgnrapporten.

Grundlovsforhøret i Randers begyndte lørdag klokken 10.

jwh

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen