Lang og vild politijagt igennem Favrskov

21-årig bilist fængslet efter politijagt

Artiklens øverste billede

politijagt En rutinemæssig standsning af en bilist, der kørte i en ældre sølvgrå Ford Focus, udviklede sig fredag til en timelang politijagt igennem Aarhus via Ødum og Hadsten, inden den sluttede i Hinnerup med anholdelse af en 21-årig mand fra Aarhus, som dagen derpå blev varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i retten.

Det begyndte fredag ved 17-tiden, hvor en politipatrulje ville standse bilisten på Brendstrupgårdsvej i Aarhus N. Han stak dog af i høj fart via Randersvej ud af byen med politiet i hælene. Jagten gik via Elev, Todbjerg, Mejlby og Ødum og videre mod Hadsten ad Ødumvej og Vesselbjergvej og Bøgevej i Hadsten, hvor patruljen mistede synet af den grå Ford.

Bilen blev dog fundet efterladt af politiet på Omega i Hinnerup, og tæt derpå fandt man den 21-årige mand, som kom gående og havde bilnøglen på sig, og en betjent genkendte ham som føreren af bilen.

Han blev sigtet for adskillige overtrædelser af Færdselsloven, herunder for høj hastighed, kørsel fremfor rødt lys flere gange, kørsel venstre om helleanlæg og i modkørende kørebane. Samt sigtet for at udsætte andres liv eller førlighed for nærliggende fare, som det beskrives i Straffeloven paragraf 252, stk. 1.

"Han nægtede sig skyldig og kærede kendelsen. Han sagde, det ikke var ham, der havde kørt bilen," oplyser pressemedarbejder Jakob Christiansen, Østjyllands Politi.

Retten valgte dog at varetægtsfængsle den 21-årige aarhusianer frem til 28. april.

Adskillige politibiler deltog i jagten, og politiet har efterfølgende efterlyst vidner og fået flere henvendelser fra borgere, som har set den sølvgrå Ford Focus og muligvis skal vidne i sagen.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen