Ældre mand fik brandskader: Hjulpet ud af rækkehus i Hinnerup

Artiklens øverste billede
Redskabsskur brændte ned, og hus og nabohuse fik skader. Øxenholt Foto

Politi og brandvæsen rykkede søndag klokken 15.51 ud til en en brand i et redskabsskur, der stod op ad et rækkehus på Fuglebakken i Hinnerup, hvor der bor et ældre ægtepar.

Da politiet ankom, var redskabsskuret overtændt, og der var kommet røg ind i huset og fare for, at ilden kunne sprede sig til selve huset.

Husets beboere, en 89-årig mand og en 78-årig kvinde, blev hjulpet ud af huset, og den 89-årige mand blev kørt med ambulance til behandling på skadestuen. Han har fået nogle brandskader, mens kvinden er uskadt, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.


Politi, brandvæsen og ambulance til brand på Fuglebakken i Hinnerup. Øxenholt Foto

Kort efter beboerne var hjulpet ud, ankom brandvæsnet fra Beredskab & Sikkerhed og begyndte at slukke branden.

»Det er en ret kraftig brand, der når at få rimelig godt fast. Det er et træskelet, der bærer skuret, så der er ret meget brandbart,« oplyser indsatsleder Andreas Lundøer Madsen til Lokalavisen.

Indsatslederen fortæller, at den ældre mand blev forbrændt i forbindelse med, at han åbnede døren ind til skuret.

Brandvæsnet kunne ikke redde redskabsskuret, der brændte helt ned, og der var også skader på selve huset og på dele af naboernes huse.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at branden opstod i en ældre kummefryser, der stod i skuret.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen