Fornærmede politiet igen og igen - til sidst slap tålmodigheden op

Gentagne gange kom 19-årig med fornærmende tiltale mod betjente. Derfor blev han anholdt.

Artiklens øverste billede
Modelfoto: AdobeStock

Tålmodigheden slap op for en politipatrulje, som var kaldt ud til noget postyr ved Johns Bodega natten til fredag klokken 2.37. Det førte til anholdelsen af en unge fyr, som ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.

Østjyllands Politi fik anmeldelser fra nogle borgere, der følte sig generet af høj musik og larm, og da patruljen ankom, så betjentene en gruppe unge mænd, der stod og diskuterede højlydt på stedet.

En 19-årig mand gik straks hen mod betjentene, da han så dem, og råbte af dem, men han blev hurtigt trukket væk af et par venner.

Venner filmede betjente

Kort efter kom han dog igen hen til patruljen og begyndte at råbe, og han blev derfor trukket til side, mens betjentene fik hans personlige oplysninger.

Imens begyndte flere af de andre i gruppen at filme betjentene helt tæt på med deres mobiltelefoner, selvom de flere gange blev bedt om at holde lidt mere afstand.

Da betjentene til sidst valgte at køre fra stedet, kom den 19-årige endnu en gang hen til dem, lige da de havde sat sig ind i bilen.

Her råbte han nogle skældsord efter dem, og nu var betjentenes tålmodighed opbrugt. De steg derfor ud af bilen og anholdt ham. Han blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

csj

Læs også

Del artiklen