Biljagt gennem Thorsø, Hammel og Voldby: Politiet efterlyser vigtigt vidne

Bilræs udviklede sig til lang biljagt, der endte med, at en bil blev kørt i grøften, og føreren blev truet med et alubat

Artiklens øverste billede
Modelfoto

Onsdag 4. august omkring klokken 21.25 modtog politiet flere opkald om, at en hvid personbil kørte ræs i Thorsø, hvor en gruppe unge stod og spiste pizza på torvet omkring pizzeriaet og Meny.

Vidner har fortalt, at en kvinde i en mindre grålig personbil måtte bremse hårdt op for ikke at blive påkørt frontalt af den hvide bil, og nogle af de unge på torvet optog videosekvenser af den hvide personbil, der kørte ræs.

Føreren af bilen henvendte sig til de unge og sagde, de skulle slette videoerne, hvilket en af de unge svarede nej til. Herefter ankom flere andre biler med relation til føreren af den hvide personbil, og de kørte efter den unge mand, der havde sagt nej til at slette videoerne og selv var i bil.

Jagtet og kørt i grøften

Det udviklede sig til en biljagt fra Thorsø til Tulstrup og videre gennem Hammel og Voldby, hvor det endte med, at de 2-3 jagtende biler kørte op på siden af den jagtede bil og forsætligt kørte den i grøften lige øst for Voldby. Det fortæller Arne Knudsen fra Landpolitiet i Hammel.

Herefter steg nogen ud af bilerne og svingede truende ud med et alubat efter den unge mand, og to personer løb efter den unge mand, som søgte hjælp hos kammerater, der var fulgt efter i en anden bil.

Episoden ved Voldby skete onsdag omkring klokken 21.50 og er ligesom bilræset i Thorsø blevet anmeldt til politiet.

Vigtigt vidne

I forbindelse med efterforskningen af sagen vil landbetjenten meget gerne i kontakt med kvinden, der var ved at blive påkørt af den hvide personbil i Thorsø. Kvinden bliver beskrevet som en »ældre dame«, og hun kørte i en lille mørk/grålig personbil, eventuelt en Kia Picanto.

Kvindens forklaring kan være afgørende for sagen mod dem, der er mistænkt for biljagt, og hun bedes derfor tage kontakt til Landpolitiet i Hammel på telefon 86 96 17 55.

»Vi ser meget alvorligt på bilræs og biljagt,« fortæller landbetjent Arne Knudsen, der roser de unge i Thorsø for at have optaget videosekvenser af episoderne.

Politiet mistænker tre-fire personer for at deltage i biljagten fra Thorsø til Voldby. Politiet ved, hvem de er, og de vil snart blive indkaldt til afhøring, oplyser landbetjenten.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen