Bilist er død efter frontalt sammenstød med lastbil ved Hammel

Bil kørte op i en stilleholdende bil og røg over i den modsatte vejbane og direkte ind i en lastbil

Artiklens øverste billede
En person er død efter en voldsom frontal ulykke ved Hammel. Foto: Øxenholt Foto

Artiklen er senest opdateret klokken 16.25

Onsdag eftermiddag omkring klokken 13 skete der en færdselsulykke med dødelig udgang i krydset Randersvej/Skolevangsvej et par kilometer nord for Hammel.

Østjyllands Politi oplyste kort tid efter ulykken, at en person var kommet alvorligt til skade, og nu har politiet klokken 16 oplyst på Twitter, at føreren af en af de implicerede biler afgik ved døden i forbindelse med ulykken, hvor en personbil kørte frontalt sammen med en lastbil på Randersvej i krydset ved Skolevangsvej.

Føreren af personbilen overså, at en forankørende personbil holdt stille på Randersvej for at svinge ind ad Skolevangsvej. Den bagfrakommende bil kørte op bag i bilen, der holdt stille, hvorved den bagfrakommende bil røg over i den modsatte kørebane og stødte frontalt sammen med lastbilen.

Der blev tilkaldt både politi, ambulancer og redningshelikopter til ulykken.

Østjyllands Politi oplyste klokken 15.30, at man var færdige med at arbejde på stedet, der igen var åbnet for trafik.

I meldingen fra Østjyllands Politi klokken 16 på Twitter oplyses det, at politiet er ved at underrette den afdødes pårørende.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen