Dødsulykken ved Hadsten: 79-årig spøgelsesbilist kørte frontalt ind i 60-årig

Spøgelsesbilist kørte frontalt ind i modkørende på Nordjyske Motorvej ved Hadsten

Artiklens øverste billede
Redningsmandskab på ulykkesstedet. Foto: Øxenholt Foto

Østjyllands Politi bekræfter, at det var en spøgelsesbilist, som var skyld i trafikulykken på Nordjyske Motorvej ved Hadsten onsdag aften.

Spøgelsesbilisten var en 79-årig mand fra Aarhus, som kørte mod nord i det sydlige spor og kort før klokken 22 kørte frontalt ind i en modkørende bil, ført af en 60-årig mand fra Skanderborg, hvorefter begge biler endte i autoværnet.

Ulykken blev anmeldt klokken 21.57, og kort efter ankom politi og ambulancer, og der blev påbegyndt hjertelungeredning af begge mænd. Deres liv stod dog ikke til at redde, og de blev begge erklæret døde på stedet, oplyser politiet.

Motorvejen blev spærret i begge retninger i flere timer, mens der blev ryddet op, og politiet og en bilinspektør arbejdede på stedet.

Øxenholt Foto

Bilinspektørens undersøgelser, tekniske undersøgelser og vidneforklaringer skal nu bidrage til at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Østjyllands Politi kan i skrivende stund ikke oplyse, hvor den 79-årige mand fra Aarhus kom forkert ind på motorvejen.

Trafikradioen havde kort inden ulykken advaret om, at der kørte en spøgelsesbilist mod nord mellem Aarhus Nord-afkørslen og Hadsten-afkørslen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen