Tre døde i Favrskov-trafikken på et døgn: Men der var flere livsfarlige uheld i kommunen

Der skete også alvorlige ulykker i Selling og ved Lading på det skæbnesvangre døgn.

Artiklens øverste billede
Billede fra den forfærdelige ulykke på motorvejen, hvor to ældre mænd blev dræbt. Foto: Øxenholt Foto

Det er ikke let at finde positive vinkler på et trafikalt mareridtsdøgn i Favrskov Kommune, hvor tre mennesker mistede livet i to forfærdelige ulykker.

Men skal man forsøge, så må det være med det lidt tragiske udgangspunkt, at det kunne have gået meget værre.

For mens det frontale sammenstød i Hammel, der kostede en 70-årig mand livet, og spøgelsesbilist-ulykken ved Hadsten, som kostede to mænd på 79 og 60-år livet, tog overskrifterne, så skete der yderlige to meget alvorlige uheld i kommunen.

På Viborgvej ved Lading kørte en 66-årig kvindelig bilist sammen med en bil ført af en 29-årig kvinde.

Ud fra politiets afhøringer på stedet tyder alt på, at den 66-årige kvinde kom for langt over i den modsatte vejbane, hvor hun stødte sammen med en modkørende.

Heldigvis nåede den 29-årige modkørende at undvige så meget, at der ikke skete et frontalt sammenstød, og ingen af parterne kom ifølge politiet umiddelbart alvorligt til skade.

Fire timer senere i Selling ved Sellingvej/Ødumvej kørte en 25-årig mand ud foran en lastbil, hvorefter de to parter stødte sammen

Heldigvis var der heller ikke her nogen af parterne, som ifølge politiet umiddelbart kom alvorligt til skade.

Den 25-årige blev dog sigtet for ikke at overholde sin vigepligt.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen