Beboer opdagede brand i sin stue: Kunne ikke se noget for røg og sod

Landejendom ved Thorsø fik kraftige røg- og sodskader ved brand i stue.

Artiklens øverste billede
Modelfoto: Adobe Stock

En beboer på en landejendom på Hovbro ved Thorsø opdagede søndag eftermiddag, at det brændte i huset. Han hørte en buldrende lyd fra stuen og fik syn for sagen, da han forsøgte at kigge ind ad en glasdør til stuen.

»Han kunne slet ikke se ind i stuen. Der var helt sort af rød og sod,« fortæller Janni Lundager, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

Manden kom ud af huset og advarede sin familie, som havde været ude at gå og kom hjem lige omkring tidspunktet, hvor han opdagede branden, som blev anmeldt søndag 26. december klokken 15.12.

Forsøgte at slukke den

Et vindue i huset var knust som følge af branden, og beboeren forsøgte at kaste vand ind gennem vinduet, ligesom han tømte flere pulverslukkere, hvilket lagde en dæmper på flammerne.

Kort efter ankom brandvæsnet og fik hurtigt branden under kontrol. Der gik dog yderligere en times tid, før ilden var helt slukket.

Branden var formentlig opstået ved, at der var gået ild i den nederste del af skorstenen ved brændeovnen, hvorefter branden havde spredt sig i stuen, oplyser Østjyllands Politi.

Branden spredte sig angiveligt ikke til andre rum end stuen, der fik en del røg og sodskader, men umiddelbart kun lettere brandskader, oplyser politiet.

Ingen personer kom umiddelbart noget til.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen