Tyve skød vildsvin: Spektakulær sag trækker tråde til Hammel
Våben er blevet affyret i Frijsenborgskovene, og et vildsvin er fundet død. I Frijsenborgskovene blev også fundet et åbnet pengeskab fra indbrud i Silkeborg. En sag hvor fire unge er varetægtsfængslet.

Fire unge venner fra Silkeborg-området sidder varetægtsfængslet frem til 10. marts for en noget spektakulær sag, som trækker tråde til Hammel. Der er tale om to mænd på 20 og 21 år samt to 16-årige piger.
Det skriver Midtjyllands Avis.
For mændenes vedkommende går sigtelsen på 16 forskellige ting - blandt andet tyveri, brandstiftelse, indbrud og våbenbesiddelse. Mens de to piger er sigtet for to forhold.
Natten mellem 6. og 7. februar skulle vennerne være brudt ind i Søvilla, der ligger tæt på Silkeborg Bunkermuseum. Museet holder også til på første sal af Søvilla. Herfra skulle de fire unge have snuppet to funktionsdygtige pistoler fra krigen og en tysk hjelm foruden at have udøvet hærværk i stor stil.
Og hvor kommer Hammel så ind i billedet?
I følge Midtjyllands Avis oplyser politiet, at våben er blevet affyret i Frijsenborgskovene ved Hammel. Et af de vildsvin, som færdes i indhegninger i skoven, er fundet død. Det er ét af de forhold, som de unge er sigtet for.
I Frijsenborgskovene blev også fundet et åbnet pengeskab fra Søvilla. Deri havde nøglen ligget til det godkendte våbenskab, som de stjålne pistoler lå i. Derfor er formodningen, at de unge er kørt tilbage til Søvilla for at åbne våbenskabet og tage pistolerne med sig.
De to mænd nægter sig skyldige, mens den ene pige erkendte sig skyldig i sine to sigtelser. Den sidste pige blev fremstillet for lukkede døre, så det er uvist, hvordan hun forholder sig til sigtelserne.