Voldsom brand i Hinnerup: Beboerne nåede ikke at få noget med ud
To personer har mistet deres hjem og alle ejendele efter voldsom brand i rækkehus.
To lejligheder på Bakken i Hinnerup er udbrændt efter en voldsom brand fredag 22. juli 2022.
Branden blev anmeldt klokken 13.38, oplyser indsatsleder Jørgen Hansen fra Beredskab & Sikkerhed i Randers, og otte minutter senere ankom den første brandbil.
»Branden begyndte i lejligheden i stueetagen og spredte sig til lejligheden ovenover. Da vi ankom, stod flammerne ud af vinduerne, så vi kunne ikke nå at stoppe den, men koncentrerede os om, at den ikke spredte sig til nabohusene. Det lykkedes, idet nabohusene hverken er blevet skadet af vand eller røg,« fortæller indsatslederen og peger op på det ene nabohus.
»Nabohusene blev reddet af, at brandsikringen mellem husene er intakte.«
Heldigvis var beboerne i de to udbrændte lejligheder nået ud i tide og ikke kommet til skade, men de har mistet alle deres ejendele.
»De var kommet ud, da vi ankom, men de nåede ikke at få noget med ud – ikke engang deres nøgler,« fortæller indsatsleder Jørgen Hansen fra Beredskab & Sikkerhed i Randers.
Beboerne i de to lejligheder skal genhuses, men vil i første omgang blive sendt hjem sammen med pårørende, så de ikke er alene, fortæller indsatslederen. Beboerne i nabohusene, der var blevet evakueret, kunne derimod vende tilbage til deres lejligheder senere på dagen, når brandvæsnet var færdig, og der var lavet afdækning.
Ved 16-tiden var brandvæsnet stadig i gang med efterslukning fra en kran, men man turde ikke gå op på 1. sal, fordi etageadskillelsen er i træ og kan være beskadiget. I stedet for at blive ved med at hælde vand på afventede brandvæsnet derfor en kran med en grab, som skulle komme og fjerne overetagen.
»Der er alligevel ikke noget derinde, der kan bruges mere,« forklarede indsatslederen.
Lejlighederne på Bakken i Hinnerup hører til Al2Bolig, afdeling 133 – Skovfaldet.
Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen, at branden blev anmeldt som ild i en seng.