Gemte narko i kompostbunke: Mand fra Favrskov modtager dom på fem års fængsel
To af hans venner har allerede fået lange fængselsdomme i samme sag.
Jonas Eilstrup er ved Retten i Randers kendt skyldig i en sag om videreoverdragelse af fem kilo amfetamin. Dels to kilo amfetamin, som han opbevarede i sit hjem ved Hadsten i nogle dage. Dels tre kilo amfetamin, som han ikke fysisk havde fingrene i, men ifølge dommen var medvirkende til at hente og give videre på en tankstation i Hadsten.
To andre mænd fra Favrskov har allerede tilstået og modtaget dom for deres rolle i narkosagen. En tidligere værtshusejer, herefter benævnt værtshusejer, fik i sommer fem et halvt års fængsel for at have medvirket til at bestille, koordinere og videreoverdrage de fem kilo amfetamin plus to andre forhold.
Den anden medgerningsmand, en 28-årig mand Hinnerup, herefter benævnt kammeraten, har fået tre et halvt års fængsel for den 24. april 2020 at modtage, besidde og transportere de fem kilo amfetamin.
Tiltaltes forklaring
I den seneste retssag kom det frem, at den tiltalte og kammeraten igennem mange år har været nære venner og endda etableret fælles håndværkerfirma. Den tiltalte var også ven med værtshusejeren og arbejdede for ham som en slags vicevært, da han og kammeraten nogle dage før narkooverdragelsen var på besøg hos værtshusejeren, hvor den tiltalte i de dage gik og renoverede hans hus. Her begyndte værtshusejeren ud af det blå, ifølge den tiltalte, at snakke om to kilo amfetamin og spurgte den tiltalte og kammeraten, om de ville arrangere og afhente stofferne.
Nogle dage senere, fredag 24. april 2020, fik den tiltalte at vide, da han mødte på arbejde hos værtshusejeren, at det var i dag, stofferne skulle hentes. Kammeraten kom også ud til værtshusejeren og blev ifølge den tiltalte instrueret af værtshusejeren i, hvordan det skulle foregå.
»Kammeraten fortæller mig, det pludselig var blevet til fem kilo. Det var vi ikke særligt glade for, men når vi først havde sagt a, måtte vi også sige b, og vi blev enige om, at det ikke var godt at bruge hans store BMW til afhentning af stofferne i Odder,« forklarede den tiltalte i retten.
De lånte derfor en mindre og mere anonym bil af en fælles ven, og kammeraten kørte afsted i den til Lidl’s parkeringsplads i Odder, hvor han skulle stå med en Cocio-flaske i hånden og få overdraget de fem kilo amfetamin.
Senere mødtes de to venner i Hadsten, hvor værtshusejeren fortalte, alt var ordnet. De tre kilo var afleveret på Shell-tanken i Hadsten til nogle personer i en varebil, og de to kilo var afleveret hos den tiltalte.
»De lå smidt indenfor døren i en plasticpose, så jeg tog og gemte dem i en kompostbunke i haven. Nogle dage senere blev posen afhentet af nogle gutter, jeg ikke så,« forklarede den tiltalte i retten.
Vidne eller medvirkende?
Som det fremgår, erkendte den tiltalte sin rolle og videreformidling af to kilo amfetamin, så der var ingen tvivl om, at han ville få en ubetinget fængselsstraf på flere år. Han nægtede sig derimod skyldig i at medvirke til videreoverdragelse af de andre tre kilo amfetamin, og det var i bund og grund det stridsspørgsmål, som retssagen skulle belyse.
Den tiltalte og hans forsvarer Berit Ernst slog på, at han godt nok var vidende men ikke medvirkende til videreoverdragelsen af de tre kilo. Det var ifølge forsvaret et mellemværende mellem værtshusejeren og kammeraten, der modtog instrukser fra værtshusejeren og værtshusejerens fætter, som var sagens bagmand.
Vennerne vidnede
Både værtshusejeren og kammeraten, der begge er i gang med at afsone deres domme, var indkaldt som vidner i Retten i Randers. Kammeraten kunne ikke huske, om hans instrukser var kommet fra værtshusejeren eller den tiltalte, så anklager Rasmus Gyldenløve Jensen refererede fra kammeratens tidligere forklaring til politiet, hvor han havde sagt, at det var den tiltalte, der havde instrueret ham i at aflevere de tre kilo på Shell i Hadsten.
Afhøringen i retten af værtshusejeren bidrog ikke til meget, da han besvarede de fleste spørgsmål med, at han ikke kunne huske noget.
»Jeg er blevet traumatiseret af at sidde i varetægt i tre måneder og kan ikke huske det. Jeg har ikke siddet varetægtsfængslet tidligere og har fået et ordentligt klask. Jeg har haft det træls i fængslet, og alt er væk, når jeg tænker tilbage,« forklarede den nu tidligere værtshusejer i retten til både anklageren og forsvareren, der begge forgæves forsøgte at hjælpe hans hukommelse på vej.
Havde fodlænke på
Retssagen var egentlig berammet til to dage, men gik hurtigere end forventet, så anklageren, forsvareren og dommeren blev enige om, at den godt kunne afsluttes med domfældelse på førstedagen.
I sin afsluttende procedure argumenterede anklageren for, at den tiltalte skulle kendes skyldig i alle fem kilo og have en dom på mindst seks års ubetinget fængsel.
»Der må lægges vægt på forklaringerne fra medgerningsmændene, der begge siger, Jonas havde en central rolle i forhold til kammeratens håndtering af de tre kilo. Der er ingen grund til at tilsidesætte kammeratens forklaring til politiet om, at det var Jonas, han hjalp, og ikke værtshusejeren,« sagde Rasmus Gyldenløve Jensen, specialanklager i National enhed for Særlig Kriminalitet.
Anklageren påpegede desuden som en ”klart skærpende omstændighed”, hvilket var kommet frem tidligere under retssagen, at den tiltalte på gerningstidspunktet var i gang med at afsone en fængselsdom på tre måneder i fodlænke for videreoverdragelse af amfetamin.
Kun tilskuer
Forsvareren mente derimod, at både værtshusejeren og kammeratens forklaringer i retten havde været så vage og utroværdige, at de ikke skulle tillægges megen værdi, mens den tiltalte havde afgivet en troværdig forklaring.
»Der er ikke noget i Jonas’ egen forklaring, der belaster ham i forhold til de tre kilo. Han sørger ikke for at få noget til at ske, men er bare vidne og bidrager ikke med noget af betydning for de tre kilo,« argumenterede Berit Ernst og påpegede, at man ikke kan straffes for at være medvirkende til kriminalitet, når man blot er tilskuer.
Forsvareren mente, at dommen skulle ligge på to år og tre måneders fængsel for videreoverdragelse af to kilo amfetamin. Hvis han skulle straffes for alle fem kilo, så skulle dommen lande på fire års fængsel.
Den tiltalte fik det sidste ord og sagde i forlængelse af sin forsvarer, at han ikke ønskede at blive dømt for mere end de to kilo, han havde kendskab til.
»Jeg ønsker ikke at blive dømt for noget, jeg ikke har gjort.«
Dommen
Herefter trak dommer Lene Hjerrild og de to domsmænd sig tilbage for at votere. Efter en halv time vendte de tilbage, og dommeren annoncerede, at den tiltalte blev kendt skyldig i det hele.
»Der sker enstemmigt domfældelse efter anklageskriftet, særligt på grund af forklaringen fra kammeraten, der på tiltaltes foranledning kører til Odder og henter fem kilo amfetamin. Tiltalte er også med til at hente bilen, der bruges til transporten,« sagde dommeren.
Dommen lød på fem års fængsel. I strafudmålingen var der lagt vægt på mængden af amfetamin og den tiltaltes rolle, samt at han var tidligere straffet og begik den nye kriminalitet under afsoning.
Står ved magt
Herefter forlod forsvareren og den tiltalte retssalen for at diskutere, om de ville anke dommen. De kom dog hurtigt tilbage og sagde, at dommen modtages.
Det er nu op til statsadvokaten, om anklagemyndigheden vil anke dommen til landsretten. Det sker dog næppe, vurderer anklager Rasmus Gyldenløve Jensen, selvom han ikke helt fik sit ønske om mindst fem års fængsel opfyldt.
»Det er ikke sandsynligt, den bliver anket. Straffen er indenfor skiven,« sagde anklageren umiddelbart efter retsmødet til Lokalavisen, der overværede sagen i retten.
Den dømte har været varetægtsfængslet siden 11. maj i år og skal fortsat sidde varetægtsfængslet, indtil han skal begynde den egentlige afsoning af dommen. Han fik dog lov til at tale lidt med sin kæreste gennem ni år, der sammen med en håndfuld tilskuere overværede retssagen, inden to betjentene eskorterede ham tilbage i arresten.