Tankstation i Hadsten fik stjålet pengeskab
Gerningsmanden var på vej væk, da politiet ankom.
Østjyllands Politi rykkede natten til onsdag 25. januar klokken 01.13 ud til Circle K på Ellemosevej i Hadsten, efter flere tyverialarmer var gået i gang.
Den første patrulje på stedet opdagede, at der var brudt et vindue op og stjålet et pengeskab fra tankstationen. Lige inden patruljen ankom, så de en mand køre i en bil på samme vej, og betjentene skyndte sig derfor at sende et signalement rundt til de nærmeste patruljer.
Kort efter kunne en anden patrulje så standse en bil på Paderup Boulevard i Randers SØ. Bag rattet sad en 44-årig mand, som virkede påvirket af stoffer og i øvrigt er frakendt førerretten.
I bunden af bilen lå tre knive, og i bagagerummet lå pengeskabet fra tankstationen.
Den 44-årige blev derfor anholdt og sigtet for indbrud, for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden og for overtrædelse af Knivloven.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.