Anholdt i nat: Mistænkelige mænd på flugt fra politiet kørte galt
Mænd på flugt fra politiet blev sigtet for indbrud efter fund af indbrudsværktøj og mulige tyvekoster i varebil.
En patrulje fra Østjyllands Politi fattede natten til torsdag 2. februar klokken 02.36 mistanke til to mænd i en varebil på Silkeborgvej ved Farre syd for Hammel.
Da varebilen var kørt forbi patruljen, vendte betjentene om og kørte efter, hvilket fik føreren af varebilen til at gasse op og fortsætte i høj fart ad Røddikvej med patruljen efter sig.
På Røddikvej mistede føreren herredømmet over varebilen og kørte ind i en hæk, da han svingede ind på en grusvej. Det blev endestationen for de to mænd, der på stedet blev anholdt og visiteret.
I bilen lå der koben, handsker, lommelygte, vinkelsliber og derudover blandt andet nogle kabler, som politiet mistænkte kunne være stjålet. De to mænd derfor sigtet for indbrud et ukendt sted.
Føreren havde nogle joints på sig og blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Han fik desuden en sigtelse for kørsel i frakendelsestiden, da han er frakendt kørekortet.
Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen, at føreren var en 52-årig mand fra Horsens og passageren en 35-årig mand fra Hedensted.