Ung kvinde har anmeldt mandlig bekendt for vold i skovområde
Politiet søger mand, der hjalp kvinde ind i sin bil og gav hende et lift væk.
Østjyllands Politi har modtaget en anmeldelse fra en ung kvinde, der fortæller, at hun lørdag 4. februar om eftermiddagen blev udsat for vold af en mandlig bekendt.
Episoden skete på en parkeringsplads på Postvej i skoven øst for Hammel på et tidspunkt mellem klokken 15.30 og 17.00.
En mandlig bilist, der tilfældigvis holdt på stedet, hjalp kvinden ind i sin bil og gav hende et lift væk derfra. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen og vil gerne høre fra manden, der hjalp den unge kvinde.
Oplysninger kan gives til politiet på telefon 114.
Østjyllands Politi ved, hvem den mandlige bekendt er, og prøver at komme i kontakt med ham for at få ham afhørt i sagen, oplyser politiet til Lokalavisen Favrskov.
Bortset fra denne oplysning er politiet meget fåmælte om sagen og vil ikke engang oplyse alderen på den unge kvinde, hvor hun er fra eller nogen som helst nærmere detaljer omkring den anmeldte vold og relationen mellem kvinden og den mandlige bekendt.
Sagen blev anmeldt søndag 5. februar.
Opråb fra søster
Kvindens søster har lavet et opslag på facebook, hvor hun ligesom politiet efterlyser den mand, der hjalp hende væk fra en »yderst aggressiv mand og kørte hende hjem til Ry.«
»Hun fik aldrig hans oplysninger da hun var i chok og meget panikslagen. Hvis du kender denne mand som måske har fortalt hans oplevelse videre eller set/hørt noget vil min søster meget gerne i kontakt med ham for både at sige tak for at han har reddet hende og for at kunne komme videre med sagen,« skriver søsteren i sit opslag, der blandt andet er delt i gruppen ’Hammel Info (Den nye)’.
Østjyllands Politi oplyser torsdag 9. februar til Lokalavisen, at manden, der hjalp kvinden, endnu ikke har henvendt sig til politiet. Politiet har heller ikke fået kontakt til den mand, der skulle have udsat kvinden for vold.
»Begge parter må gerne henvende sig til politiet,« siger pressemedarbejder Emil Enemark Sørensen, Østjyllands Politi.