Ville undvige dyr: Lastbil endte i hæk
Der skete ingen personskade, da lastbil påkørte hæk ved Houlbjerg.
Det var muligvis en hare, som en 28-årig udenlandsk lastbilchauffør blev så overrasket over, at han mistede herredømmet over sin lastbil på Gelbrovej et lille stykke uden for Houlbjerg.
I det han forsøgte at undvige dyret, som krydsede vejen, kørte han i grøften og ind i en hæk, oplyser Østjyllands Politi. Det skete mandag 13. februar klokken 12.56.
Ingen personer kom umiddelbart til skade i forbindelse med episoden, og lastbilen fik kun minimal skade.
Der var ingen mistanke om spiritus- eller narkokørsel, og chaufføren blev ikke sigtet for noget.
Det er i øvrigt en myte, at man ikke skal bremse for mindre dyr end en hund – der er i hvert fald intet i Færdselsloven, som fortæller dette.