Ung mand fra Hammel dømt for blufærdighedskrænkelse af mindreårige piger

Ung mand, der på gerningstidspunktet var 16-17 år, sendte penisbilleder til mindreårige piger og truede dem til at sende nøgenbilleder til ham.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: jr

En 19-årig mand fra Hammel er ved Retten i Randers kendt skyldig i at have krænket tre mindreårige pigers blufærdighed og truet dem med at begå selvmord, hvis de ikke sendte nøgenbilleder til ham. Krænkelserne fandt sted i 2019 og 2020, hvor han var 16-17 år og pigerne var 10-13 år. 

Krænkelserne bestod blandt andet i, at han via Snapchat havde sendt billeder af sin penis i både slap og hård tilstand til pigerne og truet dem med, at han ville begå selvmord, hvis de ikke sendte nøgenbilleder til ham. 

Han blev således kendt skyldig i at have sendt flere billeder af sit erigerede lem til en pige, der dengang var 10-11 år. Hun sendte dog ikke nøgenbilleder tilbage til ham, selvom han truede med at begå selvmord, hvis hun ikke gjorde det.

Han sendte desuden beskeder af seksuel karakter til en af pigerne, der på daværende tidspunkt var 12 år. Denne pige mødtes han med flere gange, og han blev også kendt skyldig i at have taget hende på brysterne. Samme pige fik han til at sende et billede af sine kønsdele under trussel om selvmord, og dermed blev han også kendt skyldig i at have været i besiddelse af et børnepornografisk billede. Selvmordstruslen var samtidig en overtrædelse af Straffelovens paragraf 266, der handler om at skabe alvorlig frygt for eget eller andres liv.

Det samme gjorde sig gældende i forhold til en 13-årig pige, som han på lignende vis truede til at sende et billede af sig selv i undertøj. Hende mødtes han også med flere gange og forsøgte at tage på hende, men hun afviste ham ifølge forklaringerne i retten.

Den unge mand var tiltalt for at have krænket yderligere én mindreårig pige, men blev frikendt for dette forhold på grund af manglende beviser.

Alle fire piger er blevet videoafhørt i sagen, og under selve retssagen var en forælder til hver af pigerne indkaldt som vidner.

Datter isolerede sig

Moren til den 12-årige pige fortalte, at den tiltalte allerede havde chattet med hendes datter, da hun var 11. Det fik moren dog stoppet ved at tage kontakt til den tiltaltes forældre og udtrykke sin misbilligelse over, at deres 16-årige søn chattede med hendes 11-årige datter. 

Kontakten over Snapchat blev dog genoptaget, og ifølge morens forklaring i retten sendte den tiltalte 62 beskeder til hendes datter i løbet af et halvt år. I denne periode havde datteren det dårligt, forklarede moren. Hun isolerede sig meget i hjemmet, og fra skolen lød det, at hun ikke var i stand til at følge undervisningen. Datteren har forklaret, at hun var bange for, hvornår den næste besked ville komme, og at den tiltalte havde skrevet, han ville komme og hente hende i klassen.

Efter at sagen blev anmeldt, familien har fået snakket om det, og datteren har været hos psykolog, er hun blomstret op og igen blevet en glad pige, forklarede moren i retten.

Skar i sig selv

Faren til den 13-årige pige forklarede i retten, at datteren i perioden op til anmeldelsen blev ukontaktbar og skar i sig selv. Forældrene hørte om krænkelserne via en af de andre forældre, og da de snakkede med deres datter om det, brød hun sammen. Hun fortalte forældrene, at den tiltalte havde sendt billeder til hende af hans penis i både hård og slap tilstand og truet med at begå selvmord, hvis hun ikke selv sendte nøgenbilleder. To gange havde hun sendt billeder af sig selv i undertøj, fordi hun ikke kunne leve med det, hvis han begik selvmord, men hun havde følt sig klam og pinlig.

Datteren har haft megen angst, og det har været på tale, at hun skulle have medicin mod depression, men hun skulle i dag være glad igen, forklarede faren i retten.

Nægtede sig skyldig

Den 19-årige mand erklærede sig uskyldig i retten og nægtede blandt andet at skulle have sendt nøgenbilleder til den 10-11-årige pige og have truet hende med at begå selvmord.

I forhold til den 12-årige pige forklarede han, at det ikke bare var ham, men også hende der flirtede og skrev frække og seksuelle ting til ham, men disse beskeder var ikke blevet gemt på telefonen. Han benægtede ligeledes at have modtaget et billede af hendes kønsdele og truet hende med at begå selvmord.

Dommen

Retten fandt det dog bevist, at han havde blufærdighedskrænket de tre piger og truet med at begå selvmord, hvis de ikke sendte nøgenbilleder til ham. I forhold til skyldsspørgsmålet bemærkede retten, at alle sagerne lignede hinanden, hvilket støttede beviserne i de tilfælde, hvor det primære bevis var forklaringer fra pigerne og deres forældres.

Antallet af forhold og den betydelige aldersforskel på den tiltalte og pigerne var skærpende omstændigheder, mens andre omstændigheder af retten blev betragtet som formildende. Det gjaldt den tiltaltes unge alder på gerningstidspunkterne, at han er tidligere ustraffet og har gode personlige forhold, og at der har været en lang sagsbehandlingstid.

Straffen blev sat til betinget fængsel i tre måneder med en prøvetid på to år. Det vil sige, at den 19-årige mand slipper for at skulle fysisk i fængsel, hvis han ikke begår kriminalitet i prøvetiden. Han skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden og skal desuden aftjene 80 timers samfundstjeneste.

Derudover skal han betale 5.000 kroner i tort-erstatning til de to piger, der var 12 og 13 år, da krænkelserne fandt sted.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.