Bil totalskadet efter dramatisk uheld: Påkørte stort træ og blev slynget ind i endnu et træ
To mænd slap nådigt fra voldsomt færdselsuheld.
Tirsdag 7. marts klokken 22.08 skete der et voldsomt færdselsuheld på Kongensbrovej ved Aidt. En bil med to yngre mænd kørte af ukendte årsager af vejen og påkørte et større træ i højre side af vejkanten. Derfra blev bilen slynget tilbage på vejbanen, hvorfra bilen røg tilbage i vejkanten og ramte et nyt træ. Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen.
Bilen blev totalskadet af den hårde medfart, mens de to mænd tilsyneladende slap nådigt fra uheldet. Bilisten, som var en 34-årig mand fra Herning, slap umiddelbart uskadt, mens passageren ifølge politiets oplysninger blev kørt på hospital til kontrol for nogle mindre skader. Passageren, der sad på passagersædet, var en 33-årig mand fra Fredericia.
Østjyllands Politi havde samme aften advaret om, at der var meget glat og sort is i store dele af Østjylland og henstillet til trafikanterne om at køre forsigtigt og holde god afstand til forankørende. Om færdselsuheldet ved Aidt skete på grund af glat føre, skal være usagt. Politiet har ikke noteret i sagen, at det var på grund af glat føre, at bilisten mistede herredømmet over sin bil.