Selvstændig erhvervsdrivende slipper "helt undtagelsesvist" med samfundstjeneste
Slipper for at skulle i fængsel, selvom han videresolgte 100 gram kokain.
En yngre mand, der driver en mindre selvstændig virksomhed i Favrskov, blev for omkring tre år siden involveret i narkohandel.
Hans sag blev for nylig behandlet af Retten i Randers, hvor han stod tiltalt for at have modtaget og videresolgt 100 gram kokain for et ”betydeligt vederlag”. Sagen kørte som en tilståelsessag, da den tiltalte på forhånd havde erkendt sig skyldig.
I retten fortalte han, at han driver en velfungerende virksomhed, og at det ville påvirke hans virksomhed og ansatte i en grad, så han måtte lukke virksomheden, hvis han skulle ind og afsone en fængselsstraf.
Retten nåede frem til, at han skulle straffes med 10 måneders fængsel, som ”helt undtagelsesvist” blev gjort betinget. Det vil sige, at han slipper for at skulle fysisk i fængsel, hvis han ikke begår ny kriminalitet i de næste to år.
Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at den tiltalte har særdeles gode personlige forhold, og at der er gået en rum tid, siden kriminaliteten fandt sted. Han blev dog dømt til at skulle udføre 150 timers samfundstjeneste indenfor et år.
Del af større sag
Sagen om de 100 gram kokain har forbindelse til en større sag om handel med flere kilo amfetamin, som allerede har kostet tre mænd fra Favrskov lange fængselsstraffe.
De blev i maj 2022 anholdt og varetægtsfængslet, efter politiet havde fået adgang til krypterede Sky telefoner, de havde anvendt i forbindelse med narkosagerne, der fandt sted i 2020.
De tre mænd blev som tidligere omtalt i Lokalavisen idømt fængselsstraffe på tre et halvt, fem og fem et halvt år.
Det var en af dem – ham der fik den længste straf på fem et halvt års fængsel – som sammen med sin fætter havde leveret de 100 gram kokain til den selvstændige erhvervsdrivende. Den tidligere dømte mand indrømmede sidste år i retten, at han havde modtaget 100 gram kokain i sin postkasse og leveret dem videre til den nu dømte, han i retten omtalte som en bekendt.