Brand i rækkehus i Hadsten: Beboer kom selv ud
Brand nåede at forårsage nogle røg- og sodskader, før den blev slukket.
På Falkevænget i Hadsten opstod søndag 30. april brand i et rækkehus. Politi og brandvæsen rykkede ud til adressen klokken 16.56. På det tidspunkt var husets kvindelige beboer allerede ude af huset.
Hun blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men var dog umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade, oplyser Østjyllands Politi.
Naboerne til huset blev evakueret, mens brandvæsnet fik slukket branden, der nåede at forårsage nogle røg- og sodskader i den ene del af huset.
Østjyllands Politi undersøger nu brandårsagen nærmere.
csj