Motorvejen ved Hadsten blev spærret efter påkørsel
Bilist bankede op i forankørende under køkørsel.
Mandag 15. maj klokken 06.42 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i sydlig retning ud for Hadsten, hvor en 61-årig kvindelig bilist under køkørsel påkørte en 26-årig mandlig bilist bagfra.
Der skete betydelig skade på fronten af kvindens bil, og hun blev tilset i en ambulance på stedet, oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen. Heldigvis kom hverken kvinden eller andre personer umiddelbart alvorligt til skade ved uheldet.
Uheldsstedet blev spærret i begge spor i den sydgående retning, og det gav store forsinkelser i morgentrafikken, der samtidig var præget af, at lastbilchauffører spærrede tilkørselsramperne til motorvejen ved Hadsten-afkørslen.
Den 61-årige kvinde er fra Nordjylland, og den 26-årige mand er fra Randers. Ingen af dem er i skrivende stund blevet sigtet for uheldet.