Ølsmagning i påsken

Af
Af Brian Fogsgaard Jensen

salgskonsulent

ølentusiast samt indehaver af websiden ProBier Ølsmagninger på facebook og myspace.com

ølklumme I de seneste måneder har øllet været i fokus flere steder i Favrskov. HOG"s sponsorklub havde ølsmagning i Uhresalen i Hinnerup 26. januar for 95 personer, med undertegnede. Inside i Hammel havde 17. marts ølsmagning af belgiske øl fra netbutikken Brygshoppen i Trige. Fredag 25. marts inviterede Skjød Forsamlingshus til ølsmagning. Paul Johan Madsen, der har været ansat på Carlsberg Bryggerierne i 32 år, fortalte om øllets historie og præsenterede forskellige varianter af øl. Du kan let bringe den gode stemning og dejlige øl hjem til privaten. Brug helligdagene i påsken, til at smage dig igennem de bedste påske- og forårsbryg. En øl kan godt deles mellem fire personer, så skænker du bare øllet i hvidvinsglas. Prøv at dele 4-5 forskellige øl og smag jer frem til favoritten. Tuborgs ”Kylle-Kylle” er den meste solgte i Danmark, men samtidig også den kedeligste. Siden 2006 har interessen for sæsonbryg været stigende, efter flere år med faldende salgstal.

Tysk inspiration.

Traditionen med forårsbryg stammer fra vores naboer syd for grænsen. Bryggeriet Flensburger har i år premiere på deres første Frühlings bock nogensinde. Værd at vente på. Wintercoat fra Sabro kalder sin version af forårsbryg for Aprilsnar, som er en tysk inspireret hvedebock på 7,8 %. Århus Bryghus laver en dejlig lys dobbelbock: Forårsbryg på 7 %. Randers Bryghus Påske Øl er en sød dortmunder type på 5,6 % som minder ret meget om deres egen Randers Classic. Grauballe Bryghus laver en fremragende forårsbryg kaldet: Dupont & Dupond på 6,5 % Det er en mørk ravfarvet øl med et lækkert cremet skum. Duften er præget af frugt, især fersken samt malt. Smagen har en let sødme og noter af frugt, igen fersken, citrus, karamel og let krydderi. Finalen er let tør og citruspræget.

40 dages faste.

Påskeøllets historie går mange hundrede år tilbage i tiden. Ligesom juleøllet hører påskebryggen til i den stærkere ende af skalaen, oftest mellem 5 og 7 %. Påskeøllet som vi kender det i dag stammer fra sydtyskland nærmere bestemt en by der hedder Neudeck. Her grundlage munkene i 1623 en ny klosterorden ved navn "Sankt Francis af Paula ordenen". Øllet de bryggede blev senere kendt som Paulaner Salvator og er netop nu at finde som fadøl på Die Kleine Bierstube i Århus. Under den 40 dage lange faste, skulle der noget næring til, da man jo ikke måtte spise fra solopgang til solnedgang. Dette førte til det særligt næringsholdige Salvator øl, rig på malt og fylde.

Flydende brød

I slutningen af 1800'tallet blev dette øl i en noget stærkere form (6-7 %) importeret i stor stil. Det fik I.C. Jacobsen (Carlsbergs grundlægger) nok af, og lavede herefter sin egen version i 1905. Denne øl kan du købe den dag i dag, under navnet Semper Ardens Easter brew. God påske fra ølklummen. Fakta: Wintercoat Aprilsnar findes bl.a. i Voldby Købmandsgaard, DagliBrugsen Sabro. Århus Bryghus Forårsbryg findes i SuperBest Hadsten, Hammel og Harlev. Grauballe Bryghus Dupont & Dupond findes i Butik Dalsgaarden Haar, Voldby Købmandsgaard og EV Marked Thorsø. Semper Ardens Easter brew findes i bl.a. Superbest, SuperBrugsen, Kvickly og SuperSpar. Randers Bryghus Påske Øl findes i SuperBrugsen, DagliBrugsen og Kvickly. Flensburger Frühlingsbock findes i Voldby købmandsgaard og Butik Dalsgaarden. Tuborg Påskebryg Kylle-kylle: fås bl.a. på Statoil, Shell, EV Marked og alle supermarkeder.

Publiceret 13 April 2011 08:00