De belgiske juleøl topper juleguiden i 2014, ifølge Brian Fogsgaard Jensen.

De belgiske juleøl topper juleguiden i 2014, ifølge Brian Fogsgaard Jensen.

Guiden til de gode juleøl 2014

Af
Af Brian Fogsgaard Jensen

salgskonsulent

ølentusiast

topbier ølsmagninger

Her guider vi dig til at vælge de bedste julebryg, som der findes her til lands og hvilke som du bør undgå.
Vi giver fra en til seks stjerner.

Skovlyst Production JuleBuk 4,8 % *

Dette er årets dårligste julebryg, med mindre du holder af smagen af kunstig vanilje i overflod. JuleBuk var ment som en gylden bock øl, men uha den er svær. En stjerne for den flotte etiket, som er klistret på i Polen.

Brian Fogsgaard Jensen er vores ølentusiast. Her giver han sit bud på julens bedste og værste juleøl. Foto Kian Johansen

Brian Fogsgaard Jensen er vores ølentusiast. Her giver han sit bud på julens bedste og værste juleøl. Foto Kian Johansen

Thisted Bryghus JuleBuk 6,0 % * * * *

Ny julebryg fra Thisted, brygget specielt til Rema 1000. Øltypen er undergæret dobbeltbock, med en aroma af ristet malt, karamel og stjerneanis. Skum og smag forsvinder lidt for hurtigt, øltypen taget i betragtning men en godkendt øl til prisen.

De Jyske Bryghuse Let It Snow 4,6 % * * * *

Vienna er den engelske betegnelse for øltypen som vi i Danmark kalder for Classic. En pilsner brygget med en mørkere karamelmalt. Let It Snow er en classic, men på trods af den lette styrke på 4,6 % er den frisk, sprød og overraskende dejlig. Den har et fornemt stort hvidt skum og en smag af karamel, brød og humle med en tør finish. God til enhver julefrokost, som ikke skal ende i rabalderstræde.

Svaneke Bryghus Julefyr 5,6 % * * * *

Julefyr er krydret med fyrrenåle, fennikel og appelsinskaller, men føles tør og syrlig i munden. Den kastanjefarvede øl har en parfumeret aroma og smagen har diskrete noter af fyrrenåle, anis, ingefær, appelsin og peber. Den bedste julebryg fra Bornholm i årevis.

Herslev Bryghus Granøl 5,3 % * * * *

Herslevs Granøl er en mild jule-IPA som er brygget med granskud. Der er ikke brugt de store mængder, hverken af gran eller af humle, men det er en fint frisk øl, som vil passe fint til julefrokosten.

Fur Bryghus Christmas Ale 2014 9,4 % * *

Fur Christmas Ale er en kompleks julebryg af typen Belgian Strong Ale men her med amerikansk humle. Christmas Ale passer perfekt til den kraftige julemad, men er også perfekt til en filosofisk hyggestund. Denne overgærede Christmas Ale smager af modne frugter, svesker, dadler og citrus.

Husbryggeriet Jacobsen Julebock 6,5 % * * * *

Med “Julebock” har Jacobsen skabt en perfekt øl til julefrokosten. Saftig, frisk, solid bund af malt. Den bløde mundfylde og en knivspids chokolade gør den føles behagelig i munden. Perfekt til både medisterpølse, flæskesteg og risalamand.

Nordic Brewing Santas Nightmare 8 %. * * * *

Igen en belgisk inspireret overgæret ale, her brygget af den danske mester i håndbryg anno 2013, Tobias Kiil fra Kalundborg. Nordic Brewing har endnu ikke eget bryghus og får brygget denne øl på fynske Ørbæk Bryghus. Santas Nightmare dufter og smager af krydret skovbund, frugt, karamel og græs. Ikke en kombination der tiltaler mit julehjerte.

Baggaardsbryggeriet Julefabel 6,5 % * * * *

Baggaardsbryggeriet var ét af de allerførste mikrobryggerier i Danmark, indtil en konkurs i 2009 satte en stopper for bryggeriet. Heldigvis brygger Martin nu denne øl på Nibe Bryghus. Det er en mørk overgæret porter, brygget med gourmetkaffe, kanel og seks forskellige bygmalte. I aromaen anes der både chokolade, vanilje, kaffe og kanel.

Coisbo Christmas Ale 7,9 % * * * *

Øl fra Coisbo er opstået i Morud vest for Odense, stiftet af en politimand. Denne overgærede og fyldige øl, har en flot mahogni farve og råhvidt skum. Den dufter af moden frugt, lakrids, koriander og anis. Ved smagning tilføjes noter af karamel og nødder. Fin balance mellem syrlighed og sødme. Øllene fra Coisbo brygges og tappes hos Ørbæk Bryghus.

Grauballe Bryghus Munkens Juledrøm 9,0 % * * * * *

Belgisk inspireret trippel fra Silkeborg. Flot mørk gylden farve med duft af malt, kardemomme, nødder, dadler og rosiner i finalen. Anbefales til desserten eller kaffen.

Fanø Bryghus Fanø Julebryg 7,2 % * * * * *

Nordby på Fanø, er byen hvor vadehavets bedste øl brygges og tappes. Bryggeriet har jævnligt besøg af musiker og maler, Johnny Madsen. Fanø Julebryg er sort som Madsens maleriske samvittighed. Den dufter af kaffe, chokolade og lakrids. Denne øl er især god til desserter som æbleskiver eller risalamande.

Willemoes Jul 2014 * * * * * *

Handler du i Coop kan du ikke undgå at falde over to julebryg fra Willemoes. Den røde og den blå til cirka kr 12,- men på trods af din politiske observans, bør du undgå disse to øl. Gå direkte efter den store Willemoes med lilla etiket. Køb ekstra da den bliver udsolgt flere uger før jul. Du får her en næsten sort øl, med duft og smag af kaffe, chokolade, vanilje, lakrids og appelsinskal, med en fløjlsblød finale. Til kr. 35,- finder du intet der slår denne øl overhovedet. Willemoes Jul 2014 er intet mindre end et kup til prisen.

Humleland JuleSæsonen 11 % * * * * *

Humleland er navnet på ét af de mindste bryggerier i Danmark. I Risskov har Humleland valgt at juleøllen skal smage af juletræ. Friske granskud fra midtjyske juletræsplantager er essensen i denne belgisk inspirerede øltype Saison. Med en styrke på 11 % er det logisk at denne øl bør deles og nydes til juleanden, frem for Amarone kopien fra supermarkedet til 99,- .

Mikkeller Santa"s Little Helper 10,9 % * * * * * * (Belgien)

Mikkeller Santa"s Little Helper er en moderne klassiker indenfor juleøl. Hvert år brygget med de samme ingredienser, men i nyt blandingsforhold. Denne belgian strong ale har det hele - Flækket hvede, appelsinskal, koriander og mørk kandissirup. Mørk, lækker og særdeles fyldig.

Brasserie d"Achouffe N"ice Chouffe 10 % (Belgien) * * * * * *

Vinøs i både duft og smag med noter af tørret frugt, blommer, mørk kandis, clementiner, timian og vanilje. Alkoholen er elegant pakket ind i maltsødmen. Her får du koncentreret jul på flaske og en værdig øl til julens overdådige spisebord.

St. Feullien Noël 2014 9 % (Belgien) * * * * *

Denne flotte belgiske klosterøl, bliver faktisk endnu bedre hvis du gemmer den til næste år. Smagen udvikler sig og bliver endnu mere fyldig og silkeblød. Den er yderst aromatisk med duft af krydderier og urter. Malten er karamelliseret og man fornemmer tydeligt at her er der kvalitet i flasken. Der opstår en synergi mellem de mange smagsindtryk og øllets lange gæring gør, at øllet fjerner fedmen fra julemaden i din mund og svælg.

Publiceret 20 December 2014 10:00