Byråds-skvalder:

Hvem opfandt egentlig ideen om flere byggesagsbehandlere?

Både DF og S lægger billet ind på at have fået ideen til et netop vedtaget forslag om at ansætte flere byggesagsbehandlere i Favrskov. DF vandt vistnok

Det startede egentlig som et valgløfte fra Nils Borring (S) under én af de sidste valgdebatter i InSide et par dage før kommunalvalget 2017.

Foran borgmester-konkurenten Flemming Nørgaard (V) og i et valgfyldt InSide lod Nils Borring løftet falde om flere sagsbehandlere under den indledende tale fra hver kandidat og tog derfor billige point foran alle andre kandidater. 

Eller startede sagen om ekstra sagsbehandlere der?

Vi taler om det netop vedtagne forslag om at tilføre flere byggesagsbehandlere til Favrskov Kommune. 

Byrådet bevilgede tirsdag aften 870.000 kroner ekstra på området hvert år indtil 2020. Man vil finde resten indenfor budgettet, så der i alt er 1,2 millioner kroner til to ekstra sagsbehandlere de kommende tre år.

Ingen ville lege med DF

I et læserbrev fortæller et nu tidligere byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti, at netop det forslag ikke var et som især socialdemokraterne syntes særlig godt om under budgetforhandlingerne tidligere på året.

"Men dengang fik vi ikke støtte fra nogle partier overhovedet! Byrådet havde ellers lavet et budget med mange nye anlæg i vente, men nej, byggesagsbehandlingstiden omhandlede ikke manglende økonomiske ressourcer. Det var blot et spørgsmål om omlægning, nytænkning og effektivisering," fortæller Eva Damsgaard (DF).

"Nu har piben så fået en anden lyd - S har indset, at vi havde ret. Det er vi selvfølgelig glade for og ser frem til, at S fremover - sådan bare for god ordens skyld - husker at anføre, hvis forslag man har »lånt«!!", lyder det i læserbrevet, du kan læse her på hjemmesiden.  Også byrådsmedlem Niels Kallehave (DF) gjorde opmærksom på, at det var DF der fremsatte forslaget, men at ingen ville være med.

Eva Damsgaard (DF)

Eva Damsgaard (DF)

Besynderligt er det

Gruppeformand Flemming Nørgaard (V) nævnte DF's forslag på byrådsmødet og undrede sig over, at forslaget nu havde fundet vej til årets første byrådsmøde. Men han glædede sig over, at pengene nu var fundet. 

"Besynderligt er det." Lød afskedsalutten fra Flemming Nørgaard.

Undervejs kommenterede flere Venstrefolk det besynderlige i, at socialdemokraterne havde stemt nej dengang under budgetforhandlingerne og pointerede at de skam var med dengang. Selvom både DF og Niels Flade fastslog, at ingen andre end DF gik ind for forslaget i august...

Socialdemokratiet blev klogere

Nils Borring (S) lod forstå, at man dengang i august valgte at kigge på interne arbejdsgange, eventuelt købe bistand udefra og lave en prioritering i enkelte sager. Men det har ikke været nok. Derfor fremkom forslaget, lød det.

Gruppeformand Niels Flade Nielsen (S) kom på banen og kunne bekræfte at det var rigtigt, at forslaget var på budgetseminaret i august.

"Det viste sig at der ikke var sagsbehandlere og de nødvendige løsninger at finde i Favrskov Kommune. Så derfor kom forslaget senere", forklarede han. 

"Vi bed ikke i bollen dengang. Det var der 23 (andre byrødder, red.) der heller ikke gjorde. Fordi vi troede, at vi kunne løse det med de eksisterende midler," lød det.

"Det handler om at vi gør noget for at nedsætte sagsbehandlingstiden, istedet for at vi piller i, hvem der egentlig gjorde hvad", skar Niels Flade igennem mens debatten fortsatte et godt stykke tid frem.

Publiceret 30 January 2018 20:00